Hop i floden i downtempo

22.01.16
Dansk blues i absolut topform. Der bliver spillet igennem, så ikke et eneste ”guitarøje” er tørt.

Har ugen været hård, chefen tvær, fruen været uforstående, børnene larmende, og al mulighed for et liv på langs på divaneseren ødelagt, så fortvivl ikke… hjælpen er lige om hjørnet, i skikkelse af The Fried Okra Band med deres fjerde udspil ”Back into the river”. 

De 2 guitarister Morten Lunn og Thomas Foldberg danner sammen med trommeslager Thomas Crawfurd 3 mands bandet Fried Okra Band. Og mage til lydægte bluesrock band skal man lede længe efter, for blues’en kommer snigende ind i downtempo udgave, som f.eks. med det, i mine ører, Doors inspirerede nummer ”I never felt lost”. Fantastisk. Men også de rockede numre, som f.eks. ”My kind of woman” mestrer de også, og netop disse bibringer en indestængt energi til albummet. I det hele taget giver Lunns stemme associationer til en sangstemme, der kunne være en klonet udgave eller sammenblanding af Jim Morrisons- og Johnny Cashs stemmer. Ikke påtaget, for stemmen er fremragende og passer musikken. Lyt til ”What is it for”, den forsmåede kærlighed har så sandelig fået et kvalitetsnummer. Det er et nummer fra øverste bluesskuffe, svedigt sydstatsbluesrock med de stemningsskabende guitarer og med en tekst, som enhver forfatter ville ønske at have skrevet, f.eks…  who is it for, the love you take out the door…

 

Materialer