Hør, hvad kører de mon på..

29.02.16
Musikalsk inspiration, intet mindre – ligesom fætrene fra Stones


Nej, nej, The Pretty Things er ikke totalt gået i barndom og blevet sendt i seng, som de søde børn de måske var engang. 
Pretty Things blev dannet i 1963 af Dick Taylor og Phil May, der mødtes på London Central School of Art. Taylor havde forladt det tidlige Rolling Stones for at begynde på skolen, og blev erstattet af Bill Wyman. Resten er historie. Pretty Things havde aldrig rigtig et gedigent hit (måske bortset fra ”Rosalyn” og ”Don’t bring me down”), men bevarede sit fokus på musikken, og var vel egentlig en af de første med et såkaldt konceptalbum nemlig ”S.F. Sorrow”, der i tidens løb er sammenlignet en del med Who’s ”Tommy”.  De har som band været lidt on and off, dødsfald i det oprindelige band(sygdom og stoffer)har krævet pauser. 
Men her i år er de kommet stærkt igen med ovennævnte album, hvor man selvfølgelig hører, at bandet er rykket en del felter frem med tiden. Lyt f.eks. til ”live” nummeret ”Greenwood Tree” og bliv ført tilbage til tressernes hippe lydbillede, hvor musikerne får lov til at dykke ind og ud af solos. Som at være der selv gennem musikken. 
Godt skuldret af et band der har bestået i over 50 år, og som består af hovedsageligt gamle mænd, og som derfor ifølge titlen skal tidligt i seng. Hvad de så lavede der, må rockhistorien sætte på plads senere.

 

Materialer