Historierne bag Historien

Gribende og overset klassiker om krigens glemte menneskelige ansigt

”Historien” er skrevet af Italienske Elsa Morante (1921-1985), og romanen er en af det 20. århundredes mest oversete klassikere. ”Historien” er en gribende familiekrønike fra 1974, og handlingen udspiller sig i 1940’ernes krigshærgede Italien. Vi følger Ida, en fattig, romersk og halvjødisk lærerinde samt hendes to sønner, der forsøger at klare sig igennem krigens ekstreme forhold. Det er verden set nedefra i en realistisk, historisk og poetisk-mystisk roman, der giver krigen et menneskeligt ansigt.
Romanen kan ses som et anklageskrift mod Historien med stort H, som bl.a. kan ses i den dobbeltladede titel. Her menes både de store linjers historie; krigens og magthavernes historie, som udrulles gennem bogen. Men under de store linjer løber den egentlige historie, som handler om de almindelige menneskers eksistensvilkår og skæbner i krigens gru. Romanen kan siges at være en lang indigneret skildring af ofrenes skæbne og krigens lidelser. Historien om alle dem, der ikke er beskrevet i historiebøgerne. De fattige, udstødte, udslidte. De virkelige helte. I og for sig er romanen tragisk, da den handler om den store menneskelige desillusion. Om, hvor kærlighedsfyldte vi fødes, og hvor forhærdede vi bliver, når vi til sidst dør. Historien gentager sig, hvilket gør romanen evig aktuel - og derfor en klassiker. Det er forfærdeligt, men også smukt i sin enkle sandhed. Så længe vi stræber efter magt, vil vi altid til sidst fortære hinanden i en uendelig ond cirkel. Historien har – med Morantes ord – været ”én lang skandale, der har varet i mere end 10.000 år”. 
”Historien” er også én af Kirsten Thorups yndlingsbøger. Hun skrev således om romanen: ”Efter læsning af HISTORIEN efterlades læseren uendelig bedrøvet over Historiens og HISTORIENS sørgelige udgang, men samtidig også i en tilstand af befrielse. Store tragedier som HISTORIEN giver læseren/ tilskueren en katharsisoplevelse, renselsen og den dybe tilfredsstillelse ved at have gennemlevet en fortælling i sin yderste konsekvens og fået lov til at se sandheden/ døden i øjnene. Vi har oplevet det værst tænkelige med romanens hovedpersoner som vores stedfortrædere og kan gå opløftede videre ud i livet.” Og det er dét, en ægte klassiker kan