Her er tv-serien til dine efterårsaftener

Tv-serien Fargo har stået i skyggen af mere kendte produktioner, men er amerikansk serie-drama, når det er bedst.
Mange husker nok den løjerlige, men pragtfulde film Fargo fra 1996, som Cohen-brødrene stod bag. Nu er der lavet en tv-serie med samme navn, og igen har Cohen-brødrene haft en finger med i spillet som producere, og igen er temaet mord og dramatik blandt forkvaklede personligheder i en meget kold og snefyldt del af USA.
Handlingen går i al enkelthed ud på, at den undertrykte og selvudslettende forsikringsagent Lester Nygaard i et øjebliks affekt kommer til at slå sin kone ihjel med en hammer. Situationen udvikler sig endnu mere dramatisk, da både en politimand og en lejemorder dukker op på scenen, og førstnævnte bliver skudt. Ingen mistænker i starten den uskadelige og rent ud sagt pjevsede Lester Nygaard for noget, men en kvindelig deputy, Molly Solverson, kan ikke få hans forklaringer til at stemme og bider sig fast i sagen. Samtidig er den omtalte lejemorder, Lorne Malvo – spillet af Billy Bob Thornton og en af de mest skræmmende karakterer siden Anton Chigurh i ”No Country For Old Men” – løs i området til skræk for både good guys og bad guys.
Meget mere skal ikke røbes, men de ti episoder, som serien foreløbig består af, indeholder et fyrværkeri af skæve tvists og mærkelige personligheder. Den hævder før hver episode, at den bygger på virkelige begivenheder, men det tror jeg simpelthen ikke på. Så ville man vist have hørt om det.
Blandt skuespillerne genkender man ud over Billy Bob Thornton, Ted ”Sams Bar” Danson og Keith Carradine, ligesom Tom Hanks’ søn Colin Hanks har landet sig en stor rolle.
Lester Nygaard bliver spillet af Martin Freeman - han er vist bedst kendt i sin rolle som hobbit – og det er en fornøjelse at se hans forvandling fra ynkeligt pjok til rent ud sagt udspekuleret satan totalt uden hæmninger i forsøget på at redde sit eget skind.
Men over ham og alle de andre stråler den ukendte Allison Tolman som den fysisk ikke særlig graciøse (og slet ikke i den store vinterfrakke hun konstant render rundt i), men uhyre skarphjernede deputy Solverson. Hun er alle ti timer værd med sin antiheltsudtråling og charmerende midtvestsdialekt. Det er den type serie, hvor enhver kan blive dræbt når som helst – hovedperson eller ej – og man kan næsten ikke holde tanken ud, at der skulle ske Molly noget. Om der gør det, skal jeg selvfølgelig ikke røbe, men hun er bare sådan en man ikke kan andet end at knuselske.
Så hvad enten du var til Breaking Bad, True Detectives, Twin Peaks eller lignende, så er her serien, der skal fylde dine tomme aftener ud fremover. Og tror du ikke på mig, så slå den lige op på IMDB, hvor den får 9 ud af 10 stjerner. Det er kun de førnævnte serier, der befinder sig i dette luftlag
Og hvad endnu bedre er: Der er en ny sæson på vej. Den skal Fredensborg Bibliotek nok købe, hvis jeg har noget at skulle have sagt.
 
Materialer