Forside: Havbogen
Forside: Havbogen

Havet er…

Af Ida
03.04.20
Morten A. Strøksnes giver os med en pragtpræstation af en bog indsigter i det skjulte liv under havoverfladen.

Man kan ikke andet end holde af en bog, der begynder sådan her: ”Tre en halv milliard år skulle der gå fra det første primitive liv udviklede sig i havet, til Hugo Aasjord ringede til mig en sen lørdag aften i juli, mens jeg befandt mig midt i et festligt middagsselskab i Oslos centrum.” Vejret arter sig nu endelig, og Hugo og Morten skal på jagt. De vil fange verdens største kødædende haj: Grønlandshajen eller Havkalen, som den også kaldes. Og med en størrelse på op til otte meter i længde, med en vægt tæt på 1 ton, med øjne nær gjort blinde af parasitter og op til 500 år gammel, er dette så absolut jordens længst levende skabning – så sandelig et mytisk dyr.

Havbogen” med den mundrette undertitel: ”eller kunsten at fange en kæmpehaj fra en gummibåd på et stort hav gennem fire årstider” er en bog om alt det, vi ikke ved om livet i havet. Mere end 70% af planeten Jorden er dækket af vand – hvorfor vores blå planet slet ikke skulle hedde Jorden men snarere Havet. En tanke, der falder Strøksnes ind, da han ser ned på alt det blå højt fra en flyvemaskine på vej nordpå. På overfladen handler bogen om Morten og Hugos vanvittige projekt: at fange kæmpehajen på gammeldags manér med en lille båd, line, kæde og en stor krog. Det er eventyret på naturens præmisser, og det er fascinerende at følge med i. Men det er under overfladen, at det bliver rigtigt spændende. For her lurer det ukendte.

At meste af kloden er dækket af vand betyder, at størstedelen af alt liv er skjult for os. Dybet med alle dets hemmeligheder fascinerer og trækker i os. Det usete stimulerer vores fantasi, hvorfor Havet er en evig kilde til længsel og drømme. Havbogen er født af disse drømme og med en vidunderlig blanding af naturbeskrivelse, essayistik, videnskab, kunsthistorie (og mange andre afstikkere afstedkommet af en stor associationsevne) sætter den en tyk streg under den fortællende faglitteraturs evne til at måle sig med den ypperste skønlitteratur. Strøksnes har skrevet en klassiker, der på alle måder udvider ens horisont og synet på det hav, vi alle er opstået af.