Forside Nevermoor
Forside Nevermoor

Harry Potters arvtager?

Af Ida
22.03.19
Der er godt nyt til alle dem, der er vilde med Harry Potter serien, og som leder med lys og lygte efter noget, der smager derhen af. Jessica Townsends bog ”Nevermoor” er den første i en planlagt trilogi, og det kunne godt blive stort.

Morrigan Crow er et forbandet barn. Hun er født på en uheldsvanger dag og skal dø ved midnat på sin 11-års fødselsdag.
Sådan går det dog ikke, da en excentrisk rødtop ved navn Jupiter North redder hende i sidste minut og fører hende til den skjulte og magiske by Nevermoor. Her skal hun i konkurrence med hundredvis af andre børn igennem fire livsfarlige prøver for at kunne blive optaget i Det Forunderlige Selskab. Hvert barn er unikt og specielt og i besiddelse af et særligt talent – men hvad er Morrigans talent? Har hun overhovedet et? Og hvem er den uhyggelige Wundersmed, der lurer som spøgelset i kulissen?
Nevermoor er klassisk fantasy med magi, et lukket selskab for de særlige og talentfulde. Mørke kræfter som samler sig om den udstødte hovedperson, der leder efter et sted at høre til. Den har de gode person- og miljøbeskrivelser, som også tryllebandt i Harry Potter, og det er her historien virkelig fænger.
Hvem drømmer sig til et værelse på det magiske hotel Deucalion, hvor alting er under stadig forandring, den talende kæmpekat Fen og dværgvampyren Jack er faste dele af inventaret, og der er altid ild i pejsen og te på kanden?
Bogen er velegnet til højtlæsning fra 8 år og selvlæsning fra 9 år. En fryd at læse – for både børn og voksne.
 

Materialer