Hæsblæsende krimi om mord, utroskab og religion

En kriminalroman om den litterære TV-vært, der bliver mistænkt for mordet på den unge debuterende forfatter Christina. Simon har haft en affære med hende, så hans gravide kone smider ham ud. Hvem har myrdet Christina? Simon må selv prøve at opklare mordet, medens politiet jager ham.

Simon er sin kone utro – en enkelt gang – med den unge forfatterinde Christina. Christina er datter af en ungdomsveninde og kommer fra det samme stærkt religiøse miljø som Simon.
Simon mistænkes for mordet og afhøres af politiet. Han går selv i gang med at undersøge omstændighederne omkring Christinas død og det fører ham tilbage i det religiøse miljø, han har forladt.
Simon bliver smidt ud af sin kone, Maria, da hun opdager hans affære med Christina. Han får husly hos vennen Janus, der hjælper ham med opklaringen.
Simon udsættes for mordforsøg – påkørsel og ildspåsættelse – og må flygte og skjule sig for politi og morder(e). Historien er fuld af dramatik og hæsblæsende jagter. Slutningen rummer også en overraskelse.
Det meste af handlingen foregår på Christianshavn og Amager, og vi kommer rundt om Christiania og Christians Havns kanal. Der er fine skildringer af personer og miljøer.

Det er en letlæst, spændende og medrivende historie om en mand, der begår en dumhed og betaler dyrt for det.

Af Lisa Juhler

Materialer