Forside Noget for noget
Forside Noget for noget

Gysende krimithriller med et glimt i øjet

17.07.18
Selvom vi skal tilbage til 2005 for at finde Anna Grues debutroman Noget for noget, rangerer den stadig i toppen af mine mest mindeværdige læseoplevelser. En af de bøger, der bare sætter sig ekstra godt fast i hukommelsen og aldrig rigtig giver slip.
Og det er uden tvivl på grund af Jytte. Viceværtens kone, som mildest talt er et ubehageligt bekendtskab. Jytte er på overfladen en hjælpsom midaldrende dame, som tilbyder at passe ferierende naboers lejligheder for en beskeden betaling. Men som det oftest viser sig, er betalingen knap så beskeden, når de stakkels naboer vender hjem til Jyttes afpresninger, efter hun har brugt ferien på at opsnuse knap så heldige informationer, der ikke gerne tåler dagens lys.
Men da hun passer naboen Mettes lejlighed, går hendes planer ikke helt, som hun havde regnet med. Mettes datter regner nemlig ud, at den lyssky hemmelighed om Mettes far, den folkekære tv-vært Niller, der pludselig er nyhedsstof i aviser og tv, umuligt kan være fremskaffet af andre end Jytte. Og så tager historien fart. For der er flere i Mettes familie, der bestemt ikke er bly for at tage affære, når familien bliver truet.
Grunden til, at jeg elsker denne roman så højt er uden tvivl, at den som mange andre af mine favoritter har et bredt persongalleri og formår at flette sine historier ind i hinanden på en yderst underholdende og velskrevet måde. Anna Grue fortæller sin gysende krimithriller med et glimt i øjet og et sprog, der får siderne til at vende sig af sig selv.
Jeg kan kun anbefale, at man puster støvet af forfatterens debutroman - Noget for noget vil uden tvivl give dig én af sommerens bedste læseoplevelser. God fornøjelse!
Materialer