”Glasslottet” af Jeanette Walls

19.12.14
Vi møder første gang Jeanette Walls i en taxa i New York på vej til et fint middagsselskab, hvor hun pludselig får øje på sin mor der står og roder i en skraldespand midt i New Yorks gader.
Det bliver starten på erkendelsen af, at man ikke kan flygte fra sin fortid og sit ophav. Jeanette Walls har holdt sin baggrund og opvækst hemmelig i al den tid hun har boet og arbejdet som journalist i New York af frygt for, at folk ville dømme hende. 
Men hendes mand opfordrer hende til at fortælle sin historie, og det gør hun da også fuldstændigt fremragende med denne erindringsroman.
 
Hele hendes barndom flytter familien, bestående af hendes mor og far, samt 3 søskende rundt på må og få. Faderen kan ikke holde på et arbejde og drikker for meget. Moderen er mere interesseret i at male, end hun er i at arbejde og tage sig af sine børn. Det betyder at Jeanette og hendes søskende er overladt til sig selv det meste af tiden - det er hverdagskost at gå sulten i seng. I en periode står det så slemt til, at Jeanette samler sine klassekammeraters madrester op af skraldespanden for at få noget at spise.
 
Glasslottet efterlader et solidt følelsesmæssigt aftryk. Den er på een gang, forfærdelig, ubegribelig, humoristisk, varm og rørende. 
Den skal bare læses!
Materialer