Frygtelig… frygtelig.

Western-psyko-thriller. Filmatiseringen af Erling Jepsens nye bog Frygtelig lykkelig er et genrebombardement uden lige, men ender hurtigt med at skyde med løse hagl.

Livsens ondskab.

Forventningerne til "Frygtelig lykkelig" var selvfølgelig skyhøje efter biografsuccesen "Kunsten at græde i kor", men allerede 20 minutter inde i filmen melder trangen sig til noget at skylle de tomme replikker og fedtfattige skuespilpræstationer ned med. I sig selv er historien jo egentlig god nok, for så vidt som det er den klassiske fortælling gone wild: En ung betjent har mistet sit embede i storbyen, fordi han, som han selv udtrykker det, har gjort noget frygteligt, og bliver derfor sendt til en lille flække i Sønderjylland, hvor de står og mangler en landbetjent. Byen, der ved første øjekast ser ud som et idyllisk åndehul på landet, viser sig snart at rumme farlige hemmeligheder, hvor folk på mystisk vis forsvinder og hvor kvinder og børn bliver tævet, uden at nogen løfter et øjenbryn. Betjenten har jo forståeligt nok svært ved at tilpasse sig de meget politisk ukorrekte spilleregler, der hersker i byen. Men her kommer historiens overraskende twist. Betjenten ender ikke med at være helten, der rydder op i byens stinkende mødding af mord, vold og stofmisbrug, men bliver tværtimod primus motor i et voldsorgie, som har tydelige referencer til Pulp Fiction og Kill Bill.

Overgearede replikker og mudrede menneskeskildringer.

Udover Pulp Fiction og Kill Bill er det tydeligt at mærke at instruktøren Henrik Ruben Genz er stærkt inspireret af Twin Peaks. Selve hovedtemaet, mystisk lilleputsamfund møder ikke-altid-helt-fin-i kanten politibetjent, er jo som taget ud af David Lynch´s skildring af den amerikanske small-town Twin Peaks. Dog er faren ved at have så stærke inspirationskilder som Pulp Fiction og Twin Peaks, at kravet til kvalitetsniveau stiger tilsvarende. Og når filmen ikke op på niveau med de film den refererer til, er den i frit fald. Pfyyph. Frygtelig lykkelig er med lynets hast ved at ramme bunden af denne anmelders bevidsthed. Problemet med filmen er ikke at den er kedelig eller ikke rummer overraskende og sjove episoder. Endvidere er kameravinklerne gode, og de forskellige locations velvalgte. Problemet er, eller rettere et af problemerne med filmen er, at den vil det hele, men ender med mindre end det halve. Hak! Hak! siger det inde på anmelderens lystavle, hver gang en ny genre finder sin vej på lærredet. Filmen når igennem nær ved samtlige eksisterende genrer indenfor filmkunsten: komedie, slap-stick, social-realisme, thriller, western og gyser. Dog uden nogensinde at finde sig tilrette i nogen af dem. Derudover er personskildringerne fade og utroværdige. Hverken landbetjenten Robert, den voldsramte hustru Ingerlise eller hendes psykopatiske mand Jørgen virker overbevisende. Samtidig er de slet ikke karikerede nok til at være morsomme. Og replikskiftet mellem personerne, der tydeligvis har til hensigt at fremkalde bølger af latter i salen, virker snarere fortænkte og lettere krampagtige. Den eneste virkelig velspillede karakter i denne film er den morfinafhængige, sveddryppende landsbylæge, der hellere vil udstede forfalskede dødsattester end at have politiet i Tønder til at gå dødsårsagerne efter i sømmene.

Leverpostej og regnvejr i oktober.

Når man nu ved at danske skuespillere kan gøre et fremragende stykke arbejde, så er det yderst forstemmende at se en film som Frygtelig lykkelig, hvor instruktionen af skuespillerne slet ikke slår til. Selv om vejrhanen har slået om på regn, regn og atter regn, må det være muligt at skabe et univers, hvor karaktererne har mere end blot én dimension og kan stå frem af den mudrede sump, som ifølge Henrik Ruben Genz åbenbart er Sønderjyllands eneste geografiske pejlemærke. At frygten for at dansk film går ind i en tid med, i bedste fald, ganske ligegyldige film, er ganske reel, efter at den nye såkaldte publikumsvenlige støttepulje er trådt i kraft, er Frygtelig lykkelig et skrækindjagende eksempel på.

Anbefalet af Arendse Ørding

Materialer