(For)Tabt i 60erne?

03.06.21
Det er i krogene, at lommeulden og guldet kan findes. Også her på Jackson C. Franks udgivelse. Tag lommeulden med i købet og nyd guldet.

Efter 1 år med corona og delvis hjemmearbejde dukker lejligheden til at dykke ned i egen pladesamling op, og under et tykt lag støv kan der ofte dukke små juveler op.

Jackson Frank udsendte i hele sit liv kun 1 plade "Jackson C. Frank" i 1965 produceret af Paul Simon og optrådte primært på den engelske folkemusikscene, sammen med samtidige musikere som John Renbourn, Bert Jansch, Fairport Convention, Sandy Denny m.fl., men mens Paul Simon og co. blev store og berømte, forsvandt Jackson ud i glemslen, fattig og hjemløs.

Dette skyldtes dog mestendels, at han faldt hen i depressive tilstande, blev indlagt, og blev da også behandlet for paranoid skizofreni. Sørgelig, sørgelig skæbne for den ellers sympatiske og positive amerikaner.

Under alle omstændigheder er hans smukke, melankolske melodier og stemme, en mand og hans guitar, essensen af tressernes folkemusik. Om ikke andet, så lyt til hans eminente "Blues run the game", et smukt, smukt akustisk guitarnummer, som sammen med Jacksons intense og smukke stemme i sandhed kan smelte alle hjerter, også de hjerteløses. Nummeret er da også genindspillet af mere end én håndfuld "pretenders" som Simon & Garfunkel, Bert Jansch, Mark Lanegan, John Mayer, Counting Crows m.fl.

Udover 1965 albummet indeholder udgivelsen løst og fast fra hans korte karriere. Suk, hvor ærgerligt at det ikke blev til mere, men så er det da godt, at årgammelt støv kan fordrives bare ved at slå lyttelapperne ud.