Forside: Ørkenfeber
Forside: Ørkenfeber

Fortab dig i et spændende futuristisk sci-fi univers

03.09.19
I en dystopisk fremtid, hvor verden er tørret ud grundet vandmangel, lever drengen Po et ensomt liv. En dag møder han tilfældigt pigen Ina, som er overbevist om, at der findes en anden verden bag ”Muren”. En verden som er grøn og frodig og med masser af vand. Po tror overhovedet ikke på hende og synes, hun er helt gak for at tro på den latterlige skrøne. Findes ”Muren” mon eller ej?

Forestil dig dette: verden er på afgrundens rand og er blevet omdannet til én stor sandørken med usandsynligt varme hedebølger. Der findes ingen natur, ikke meget mad og værst af alt: næsten intet vand! Og læg så dette oveni: du har ingen familie, du vil kendes ved, og den eneste ven, du havde, fik ørkenfeber og vandrede ud i ørkenen med døden som følge. Dette er Po’s virkelighed. Som du nok kan forestille dig, så lever Po et rimelig hårdt og ensomt liv.  
Po tjener til dagen og vejen ved at fragte pakker i sit store køretøj Triton. En dag finder han tilfældigt en ulovlig drone i ørkenen, som leder ham til mødet med pigen Ina. Ina er overbevist om, at den velkendte skrøne om ”Muren”, som efter sigende omkranser en frodig verden med masser af vand, er sand, men Po tror overhovedet ikke på skrønen. Sammen begiver de sig ud på en farefuld færd for at undersøge, om ”Muren” eksisterer eller ej. På turen møder de en masse forskellige mennesker og væsener, som på hver sin måde hjælper dem videre med deres søgen. Men vigtigst af alt bringer turen dem sammen som gode venner, og minder dem om, at man kan klare mange forhindringer, så længe man gør det med en god ven.  
Ørkenfeber er en fortælling med mange navne og små vigtige detaljer. Læs derfor bogen, når du er på dit a-game og har et friskt og vågent hoved. Læs den ikke med et semilukket øje lige inden eftermiddagsluren, for så vil du nok misse væsentlige små dele. Når det så er sagt, så er historien om Po og Ina en rigtig fængende fortælling om jagten på et bedre liv og om værdien af tætte venskaber. Og så udspiller hele historien sig i et fantastisk fantasifuldt fremtidsunivers. Bogen anbefales til mellemtrinnet (cirka 9-12 år). 
 

Materialer