Formidabel debutroman er propfuld af provokerende tankeeksperimenter

01.03.23
I en fremtid ikke langt fra 2022 har Andersen mistet sin søn Frederik. I sorg og søgen bevæger han sig rundt i et Danmark, hvor den magtfulde klimabevægelse Brodenberg Bevægelsen er i gang med at gøre danskerne radikalt mere klimavenlige. Forfatter Villads Andersen byder i ”København, udateret” på knivskarpe etiske overvejelser om klimakamp, overvågning, tvivl og handling.

Det er efterhånden kun bageren på hjørnet, der vil sælge noget til Andersen. De fleste andre steder på Nørrebro i København skal man være medlem af Brodenberg Bevægelsen – en magtfuld klimabevægelse, der, i samarbejde med Google, er ved at skubbe Danmark i en markant grønnere retning. Så Andersen går til bageren, hvor uvaskede unge (”selv et kort bad er for langt”) køber veganske sandwicher.

”Andersen” er hovedperson i Villads Andersens debutroman. En roman, der virkelig sætter tanker i gang og prikker hul på nogle af de store klima-etiske spørgsmål, vi konfronteres med. Hvordan omstiller vi vores liv og samfund, så vi bruger færre ressourcer og udleder mindre CO2? Hvordan får vi alle med? Hvilken pris er vi parate til at betale? Det er bare nogle af de dilemmaer, der slår imod læseren, mens Andersen sorgfuld og vred tager rundt i et genkendeligt-men-anderledes København og Danmark.

Efter tabet af Frederik er Andersens ægteskab gået i opløsning. Han er sygemeldt og føler sig forfulgt og overvåget. Snart virker han også til at miste grebet om sig selv. Minderne om Frederik hjemsøger ham i scener og glimt, og han beskylder Bevægelsen for at have taget sin søn fra sig. Demonstrativt, nærmest destruktivt, køber han røde bøffer og importeret vin. Nægter at melde sig ind i Brodenberg Bevægelsen, der sender ham push-meddelelser på telefonen. Og skrues dybere ned i en spiral af apati og paranoia.

Villads Andersen forsøger hverken at moralisere eller belære. I stedet inviterer han til refleksion og debat, og det gør han virkelig godt. ”København, udateret” er en fremragende læseoplevelse, som kryber ind under i hvert fald min hud, der i øvrigt sprang badet over i morges efter at have læst færdig. Romanen er svær at skylle af sig. Måske fordi den stikker lidt til de fleste.

 

Lån bogen