At finde vej i livet

Af Ida
19.05.23
’Saltstien’ er en ærlig og livsbekræftende beretning om at handle og stå imod, når livet er svært, og ikke blev det, man troede, det skulle være.

’Saltstien’ er en biografisk beretning om det om det midaldrende ægtepar Raynor og Moth, der mister deres hjem og levebrød efter en retssag. Samtidig bliver manden Moth dødeligt syg. Uden hverken job, hjem eller godt helbred vælger de at begive sig ud på den over tusinde kilometer lange South West Coast Path langs Englands sydvestkyst. Det bliver en hård vandring med mange udfordringer undervejs. Med sig i rygsækkene har de alt de ejer, samt håbet om at finde svarene på deres problemer.

Når man læser bogen føles det som at være derude på stien sammen med Raynor og Moth. Man føler med dem, når de går sultne i seng, fordi pengene ikke rækker, eller når Moth har ondt i hele kroppen og må kæmpe for at holde sig oprejst. Men man føler også håbet og viljestyrken til ikke bare acceptere tingenes tilstand men at gøre noget og kæmpe imod. Om end det blot er at sætte den ene fod foran den anden og gå.

’Saltstien’ er en barsk, men livsbekræftende, fortælling om at finde ud af, hvad det vigtigste i livet er. At ’hjem’ ikke nødvendigvis er et fysisk sted, men måske snarere en sindstilstand i rette selskab. Vandringen i det barske kystlandskab bliver en måde for dem at finde tilbage til livet. Bogen udkom i 2020, og hvis man gerne vil læse videre om, hvordan det gik Moth og Raynor, udkom fortsættelsen ’Den Vilde Stilhed’ sidste år.

 

Find den her