Fantasy for unge voksne som du ikke kan lægge fra dig!

Hvis du drømmer dig begravet knædybt i fantasy, teenagedrama, menneskejagt og afsløringer af fortidens synder, er dette romanserien, du begynder på.

Det er ikke kun bibliotekaren, der anbefaler bøger. Nogle gange er man vanvittig heldig at få snakket med en 14-årig fyr fra Endrupskolen, der netop har læst en god bog og gerne vil have noget med hjem, der ligner. For så er gode råd dyre, for hvad hvis du ikke selv har læst bogen?

Jeg skyndte mig hjem med den ”gode” bog og gik i gang. Og TAK til elever med fabelagtig smag i bøger – for Half bad er intet mindre end fantastisk, og jeg åd den råt på to dage.

Forfatter Sally Green forventer, at vi kan klare både blod, sved og tårer. Hun er eminent til at beskrive følelsen af den ensomhed og fremmedgørelse, en andenrangs borger gennemlever. Og da hovedpersonen Nathan er af uren hekseblanding og ikke passer ind, er hele heksesamfundet ræd for, hvad han vokser op og bliver til, god eller ond. Han er fra barnsben sat udenfor det gode selskab, og som han bliver ældre vokser også restriktionerne og afstraffelserne for at bryde disse.

Igennem hele bogen mærker man langsomt, hvordan de hvide hekse muligvis er stemplet gode for egen vinding og kæmper for at holde heksesamfundet opdelt. Samtidig er forskellen mellem de forskellige slags magi måske ikke så skarpt afgrænset, som der gives udtryk for. Afsløringer og forandringer er under opsejling.

Sally Green har skabt en fantasifuld skjult hekseverden her midt i vores egen, og temaerne er velbehandlet og perfekt læsestof til unge voksne fra 13 år og op. I det skarpt definerede klassesamfund, hvor alle skal agere indenfor trænge rammer, skal Nathan finde ud af, hvad han som individ kan ændre og påvirke, og ikke mindst afsøge sin egen rolle i venskaber, familieforhold og kærlighed i kampen for at finde sig selv mellem barndom og voksenliv.

Så tak til den læseglade elev der introducerede mig for Sally Green, der med et levende sprog, en gedigen dramaopbygning og stor fantasi sikrer sig en læser til hele resten af forfatterskabet!

Du kan både låne bogen fra hylden, men prøv også e-bogen eller lydbogen på eReolen, hvor den står som blå titel. Det betyder. at den ikke tæller i din lånekvote.

Skrevet af Tilde Hoppe Christensen

Lån bogen