Familien Danmark revisited

Helle Helle skriver sig ind til kernen af dansk provinsialisme i sin roman. Resultatet er overbevisende, men går hen og bliver en ligegyldig affære.

Udborede knallerter, trekornsbrød og masser af hårlak.
I 80’erne og 90’erne var det utrolig dårlig smag: Den kvalmende lugt af olie, den sure kaffe og de fedtede, ildelugtende toiletter. Det eneste forsonende element var den tax-free og parfume-shoppen, fordi det tilføjede overfarten den snert af luksus, som lufthavnene ellers havde monopol på. Som en konsekvens af broernes indtog i det ganske land, har de få færgeoverfarter vi stadig har tilbage fået en revival i de modebevidstes sind. I opgøret med smagstyranniet og den blankpolerede cafè-latte kultur er Rødby-Puttgarden pludselig blevet hip og det er nu helt legitimt, og også ganske fanden-i-voldskt, at fortælle vennerne at man glæder sig til en ristet med sennep og ketchup på turen ned til Berlin eller Amsterdam.
Derfor rammer Helle Helle da også en streng i tiden med sin roman Rødby-Puttgarden, der går bag om kulisserne i Familien Danmarks højborg: færgeoverfarten. Historien om de to søstre der arbejder i Parfumen er dog mærkeligt intetsigende med al sin sociale realisme. Storesøster Tine har fået et barn i en alt for tidlig alder med en ukendt far, og ønsker og beder til at lillesøster Jane ikke lider samme kranke skæbne, men da Jane beslutter sig for at droppe studierne, hjælper Tine hende alligevel straks med at få et job hos sig i Parfumen. I de næste par måneder følger vi de to søstres hverdag i sovebyen Rødby, deres dagligdag på overfarten mellem Rødby-Puttgarden og de sporadiske mandebekendtskaber der indledes undervejs. Skrivestilen er stram og matcher lillesøsters ordknappe og afventende personlighed. I hendes optik bliver følelser noget man knapt registrerer, men som alligevel ikke kan skæres helt bort og derfor konstant ligger og vibrerer under overfladen. En uudsagt eksistenskrise er under opsejling som følge af Janes manglende sorgbearbejdning af morens alt for tidlige død. Vi er langt fra de danske romaner Vi, de druknede af Carsten Jensen og Nexø Trawl af Dennis Gade Kofod, der på fabulerende vis romantiserer havet og i bedste sømandsstil maler den ene fantastiske historie efter den anden fast på læserens nethinde. I Rødby-Puttgarden er intet ord overflødigt og selv de hengemte 80’er-udtryk som begge søstre benytter er nøje udvalgt. Historien skrives frem med en langsommelighed der svarer til provinslivets drænende trummerum. Men som også ender med at dræne læseren.

Er alle provinsboeres liv virkelig så fattigt?
Fordi Helle Helle skriver så forbandet godt og til fulde mestrer sin stramme skrivestil, er der altid meget godt at sige om hendes romaner. Hvilket hermed er gjort. Derfor er det eneste problem med Helle Helles nye roman egentligt, at der ikke er nogen grund til at læse den. Ligeså velskrevet og overbevisende romanen er, ligeså kedelig er den. Den eneste grund til at læse Rødby-Puttgarden skulle da lige være at man simpelthen ikke kan leve uden et genforeningsmøde med 80’ernes talemåder og vartegn. For derudover er der intet at hente i romanen. Helle Helle mangler virkelig at få sig en på opleveren. Og komme derud hvor det virkelig sejler. Nu. Før hun går helt i stå. Og ja, jeg ved godt at bøger som Waiting for Godot udspiller sig i et endnu langsommere tempo og handlingsmæssigt står endnu mere i stampe end Rødby-Puttgarden, men det er ikke et argument. Hvor er de ecstasy-sniffende teenagere som medierne hyler os ørene fulde af? Hvor er tecno-festerne ude i skoven og bilræset nede ved havnen? Hvis jeg skal bruge min aften på at læse social-realisme, så vil jeg også have social-realisme for fulde udblæsninger! Ja tak til Thomas Vinterbergs Festen og Jan Sonnergaards Radiator og nej tak til mere stikkelsbærgrød og langsomme åndsformørkede teenagere med lak i håret og ondt i sindet.
 

Anbefalet af Arendse Ørding

Materialer