Fængslende roman om Østtyskland, Stasi , kommunisme og kærlighed

31.10.16
Denne roman er en kombi af spænding, kærlighed og historisk drama

 Jesper Bugge Kold, som debuterede med den fremragende roman ”Vintermænd” i 2014, er på banen igen. Tyskland, og en bid af landets historie, er endnu engang det dramatiske omdrejningspunkt. Hvor ”Vintermænd” var rodfæstet i historien om 2 brødres skæbne i Nazi-Tyskland, er dette historien om danske Andreas, der bliver fanget ind i DDR´s historie, i jagten på at finde sin far. 
Andreas er undfanget under et kommunistisk sommermøde i DDR i halvfjerdserne. Andreas’ mor, ungkommunisten Elisabeth , rejser hjem til Danmark fra sommermødet, med andet end en stærkere ideologisk overbevisning i bagagen. Hun er blevet gravid. 
Mange år efter, i 2006, bliver Peter kontaktet, da hans biologiske far er blevet myrdet i Tyskland. Andreas er opvokset i en harmonisk familie i Danmark, har fået en ”ny” far, og er ikke tidligere blevet konfronteret med sit oprindelige biologiske ophav. Han har ingen forventninger om, hvilken historie der vil udfolde sig, da han rejser til Tyskland for at finde sin fars familie og finde ud af, hvem faderen var.
En rigtig spændende og velskrevet roman, som giver et fascinerende indblik i livet under DDR-regimet. Er man en passioneret Berlin-entusiast, som jeg selv, er romanen værd at have med som læsestof, når man hviler de trætte fødder. Den giver nemlig også et rigtig fint billede af det Berlin, som eksisterer i dag.

 

Materialer