Et rørende og intimt portræt.

21.05.21
Det er næppe muligt at leve et liv, uden på et eller andet tidspunkt at blive konfronteret med selvmordet, ikke bare som begreb og notitser i aviser om dem, der får togtrafikken til at stoppe, men også på det personlige plan. Et familiemedlem, en ven, en nabo, eller en fjernere bekendt.

Den norske tegner Steffen Kverneland, der bl.a. er kendt for sin ret fantastiske og personlige biografi ”Munch” om maleren Edward Munch, har modigt, men også fornemmer man meget nødvendigt, fortalt historien om sin far Odd Kverneland. Det er et på en gang kærligt, men også nærgående portræt af en far, der, som mange ting peger på, allerede før Steffen og hans bror Tore er voksne, planlægger, at han en dag, når sønnerne er myndige og kan klare sig selv, vil tage sit eget liv. Historien er både biografisk og reflekterende over faren og hans liv, men også et liv som Steffen Kverneland på intelligent vis spejler sit eget liv i, både som ung og som sit 56 årig jeg, blot et år fra den alder, hvor faren valgte at tage sit eget liv. 

Det er et portræt af en sammensat mand, der på en gang er en dygtig, opfindsom og foretagsom ingeniør med arbejdsmæssig stor succes. En mand af den gamle skole og en mand der samtidig med alle sine yndlings jazzmusikere, der er sorte amerikanere, ikke holder sig tilbage med både racistiske og homofobiske holdninger. Men faren er også en mand med en bagage fra barndommen, der måske har været med til at skubbe hans liv i en retning, hvor diverse stimulanser i form af alkohol og piller skulle holde det værste fra døren. Farens egen forklaring står i kontrast til en udlægning af de oplagte mere familiære barndomstraumer og deres indflydelse. Ifølge faren selv skyldes miseren noget medfødt, og han beskriver sin depression som ”endogen” dvs. indefra kommende uden udefrakommende påvirkninger. Den vekselvirkning mellem farens egen fortolkning af diverse psykologiske bøger og det komplekse billede Steffen Kverneland tegner ved at beskrive farens barndom og sin egen opvækst med faren, lader Steffen Kverneland fint stå for sig selv, så man som læser må danne sit eget billede. Der er ingen pegefingre men masser af kærlighed. En frivillig død er en tegneserie, som det er meget svært at lægge fra sig, og den beskriver med en rørende intimitet og uden fordømmelse et menneske, der nok har haft sine problemer at slås med, men også et menneske der gav meget til sin familie og til sønnen Steffen Kverneland. Det er også en tegneserie, der skal have stor ros for, trods dens alvorlige emne, aldrig at blive sentimental, selv om man tydeligt bag det hele fornemmer Steffen Kvernelands sorg og savn.

Som tegner er Steffen Kverneland dreven på en måde, hvor han ikke bruger sin tydelige virtusitet til blot at flashe dygtigheden, tværtimod bruger han den til at pointere stemninger og bygge fortællingen op. Ligesom i tegneserien ”Fotografen” af Emmanuel Guibert og Didier Lefèvre, bruger Steffen Kverneland med stor effekt og fortællemæssig fornuft fotografier sammen med tegningerne, og det gør han som Guibert og Lefèvre virkelig godt. Det er en fornøjelse at læse en så veltegnet og velfortalt tegneserie. Kan varmt anbefales.