Erindringsroman af højeste kaliber om venskaber og ekskærester går lige i hjertekulen
Romanen tager udgangspunkt i forfatterens Ia Genbergs eget liv, da hun ligger og er febersyg, og pludselig skyller minderne indover hende og afføder fire fortrinlige kapitler: et om en tidligere elsker, et om en gammel veninde, et om en ekskæreste og et om hendes egen mor. Selvom det kan føles partikulært og personligt for hende, så er genkendelighedsfaktoren høj i beskrivelsen af relationerne og deres dynamikker. Det er en bog der giver én lyst til at give en stor krammer til ens kammerat og et ekstra opkald til sin mor, og derfor bliver romanen også én lang, rørende ode til de venskaber og tilknytninger vi har igennem livet, og hvordan de, selv efter de er afviklede og fraværende, er indoptaget i os og har sat formative spor i os.
Der er derfor en taknemmelighed på spil i kapitlerne, hvor alt det, der måske synes uden større betydning i øjeblikket, bliver holdt op i erindringens lys, dvælet ved og værdsat på en helt ny måde. Sproget er skarpt, enkelt og veldoseret og fremskriver scenerne sådan, at man også trækker på smilebåndet flere gange som læser. Fx når bedsteveninden Nikki harcelerer imod Genbergs valg af partner, hvor ordene er hudløst ærlige og sylespidst morsomme. På den måde er der altså blik for både de patetiske og poetiske, ja, detaljer. Jeg elsker også bøger, hvor plot og pistolskud driver handlingen frem, men hvis man også har temperamentet til bøger, hvor refleksioner som den følgende falder som perler på en snor, så er du i fantastisk selskab på knapt 150 alt for hurtigt overståede sider:
”Vi lever så mange liv inden i vore liv, mindre liv med mennesker der kommer og går, venner der forsvinder, børn der vokser op, og jeg forstår aldrig helt hvilket af mine liv der er selve rammen. Når jeg har feber eller er forelsket, fremstår alt så selvfølgeligt, mit ”jeg” synker bort og giver plads til en navnløs lykke, en helhed med detaljerne bevaret, uadskillelige og tydelige ved siden af hinanden. Bagefter husker jeg tilstanden som fuld af nåde. Måske er det sådan, helheden kan fortælles, med mennesker der uden rangorden vandrer ind og ud gennem mit ansigt. Ingen” begyndelse” ingen ”slutning”, ingen bestemt kronologi, bare øjeblikkene og det, der opstår dér.”
Finere tror jeg ikke, at bogens budskab kan opsummeres.