En varm bog til en kold tid.

15.02.21
Anders Agger understreger klart bogens indhold i sin prolog med dette Peter Plys citat: ”Hvordan staver man til kærlighed”, spørger Grisling; ”Man staver det ikke… man føler det”, svarer Peter Plys.

Dette citat rammer meget fint bogen ind. 
Agger og fotografen Mingo når efter mange snakke hen til, at den bog, de har besluttet at lave, skal handle om kærlighedshistorier. Den skal forsøge at beskrive forelskelsen og alle de krøllede veje, som to mennesker kan/skal krydse for at finde hinanden og måske finde selve kærligheden.
20 vidt forskellige historier, nogen af personerne er kendte, andre ikke. Nogle er hektiske og foregår over kort tid, andre rækker et helt liv. Og Paulus’ ord om kærligheden – der tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt – bliver pludselig meget nærværende. 
Nogle af historierne er meget ulig Aggers normale fortællestil. Pludselig kommer anekdoter om fodbold, generel undren over fortællerpersonens livsvalg og vildfarne livskommentarer ind på siderne. De historier er de svageste led i kæden. Men de rene kærlighedshistorier er til gengæld så stærke, at de fuldt ud giver bogen stor læseværdi. 
Man bliver ind imellem nødt til at lægge bogen fra sig og tage indtrykkene ind, inden man fortsætter ind i et nyt afsnit.
Bogen til dem, som holder af den gode historie, og som holder af journalistens let løbende sprog. Hvis man er til Anders Agger og hans stil, skal man regne med en lidt anden oplevelse end normalt.