En rå og gribende metoo-fortælling for unge

14.01.21
Sarah Engell skriver, endnu engang, så man får helt ondt i maven. Og det gør det ikke mindre skræmmende, at denne bog er udsprunget af forskellige unge pigers historier fra det virkelige liv.

I ’Det øjeblik du tvivler’ følger vi skaterpigen Vigga, hvis store drøm er at få en sponsor og komme til tops i skaterverdenen. Konkurrencen er hård, og tonen endnu hårdere, når man er pige vel at mærke. Vigga og hendes veninde Bella må lægge ører til mange nedladende og sexistiske bemærkninger fra de andre skatere. Og selvom Vigga har talent, må hun knokle endnu hårdere for at bevise sit værd, og blive set af de gode sponsorer.

Selvom Vigga ikke rigtig har overskud til dating og fokuserer al sin tid på træningen, bliver hun alligevel smigret, da William, som egentlig er Bellas flirt, viser interesse for hende. Han er lækker, nogle år ældre end Vigga, og det er faktisk rart med én, som kan se gennem Viggas lidt hårde facade og vil passe på hende for en gangs skyld. Men kort efter Vigga og William har fundet sammen, begynder der at tikke nogle hadefulde kommentarer ind på Viggas Instagramkonto fra en profil, der kalder sig Justdiebitch. Samtidig er forholdet til bedsteveninden Bella pludselig blevet meget anspændt, og da Vigga snart ser sig overvældet af problemer, er det svært, at klare det hele selv.  

Sarah Engell skriver fantastisk, og man får helt ondt i maven over alt det, Vigga skal deale med. Der er ingen tvivl om, at Vigga er en pige med ben i næsen, men der er grænser for, hvor meget selv hun kan holde til uden at miste fodfæstet. 

Der er mange vigtige temaer i romanen, blandt andet digital chikane, hævnporno, deling af billeder på nettet og ligestilling. Sarah mestrer at jonglere dem alle på fineste vis. Det ene øjeblik er man rasende over alt det, Vigga og Bella udsættes for af grænseoverskridende adfærd, i næste øjeblik jubler man over Viggas evne til at rejse sig og give igen!

Jeg vil anbefale alle, både unge drenge og piger (ja endda deres forældre) at læse Viggas historie. For der skal ske en kulturændring - og det kan kun gå for langsomt!

Anbefales til unge fra 14 år. 

 


 

Materialer