En provokerende dystopi

10.07.17
Da Sébastien Cosset, den ene halvdel af makkerparret Kerascoët (Sébastien Cosset og Marie Pommepuy) gæstede Copenhagen Comics i år for at lancere udgivelsen på dansk af Mørkets skønhed, måtte man stille og roligt vente på sin signering, og det tog tid. For Sébastien Cosset tegnede og malede, omhyggeligt og virtuost i hver enkelt bog.

Mørkets skønhed er en grum fabel, tegnet og fortalt med præcis samme omhyggelige virtuositet.
Normalt vil en historie om en lille pige, der ligger død ude i en skov, handle om, hvorfor hun ligger der. Er nogen skyld i det, er hun blevet myrdet og bliver morderen fanget. Men selv om det er starten på Marie Pommepuy’s og medforfatter Fabien Vehlmann historie; Der ligger en død pige i skoven, så handler det om noget helt andet, selv om der nok er en morder.


Ud af den døde pige myldrer alverdens små eventyr væsner, hver især en inkarnation af pigens personlige træk, et helt liv splittet op. Fornuft, egocentricitet, dumhed, tristesse, alverdens egenskaber er repræsenteret af de små væsner. Snart kastes de ud i en alles kamp mod alle, hvor kun de stærkeste overlever. Et gennemgående træk er, at selv om væsnerne tilsyneladende kommunikerer om stort og småt, har de hver især deres egen agenda og taler bevidst, som ubevidst, helt forbi hinanden og sender ind i mellem hinanden ud i affærer, der ender i den visse død… 


Sjældent er død, uhygge og livets absolutte forgængelighed blevet leveret i en så smuk akvarelfarvelagt streg, og det virker. Spændet mellem historiens uhyggelige mørke og Kerascoëts lette virtuose, akvarel farvelagte streg er en perfekt kombination udi uhygge, men også en provokerende dystopi og allegori over menneskets mørkeste sider og naturens styrke, hinsides godt og ondt, leveret med en kulsort humor foruden hvilken, løjerne havde været svære at acceptere. 

 

Materialer