En jødisk families skæbne

01.03.21
Med åbningsscenen bliver rammerne for denne helt igennem medrivende, nervepirrende og rørende fortælling sat. Påske 1939. Den polske by Radom. Familien Kurc med forældre, fem voksne børn, adskillige svigerbørn og et enkelt barnebarn. Påsken kaldes her pesach, for vi befinder os i en jødisk familie.

Med disse få oplysninger vil de fleste læsere vide, at vi gennem de næste 472 sider skal igennem et ubærligt vidnesbyrd om en af de største forbrydelser mod menneskeheden nogensinde uden garanti for en happy end for vores hovedpersoner.
Efter åbningsscenen, der beskriver en af de sidste lykkedage i familien Kurc i mange år, følger vi nu hvert enkelt medlem af familien og de enkeltes skæbner fra, da nazisterne ruller ind i Polen. Familien spredes hurtigt for mange vinde, og som læser får man derfor mange facetter med af livet i den krigsramte verden. Vi følger den søn, der er bosat i Frankrig og hans kamp for at komme væk fra det europæiske kontinent i tide. Vi følger de børn, der ender i den russisk besatte del af Polen. Og vi følger forældrene, der forbliver i Radom, der er besat af tyskerne.
 Vi kommer hele verden rundt – Polen, Frankrig, Sibirien, Sydamerika, Iran, Italien. Gennem hele fortællingen er det håbet om overlevelse og en genforening med hinanden, der driver de enkelte familiemedlemmer i deres egen personlige kamp på netop det sted, hvor verdenshistorien har placeret sig.
Hver enkeltes skæbne og historie er fantastisk og hjertegribende hver for sig og sat sammen til en enkelt families historie, bliver dette forstærket mangefold. 
Da man samtidig ved, det er forfatterens egen familiehistorie, hun beskriver, forstærker det blot oplevelsen, da man ved, det er virkelige begivenheder, man er vidne til gennem disse sider. Forfatterens morfar er et af de voksne børn i familien.
Hvis man er til bøger om 2. verdenskrig og holocaust, kan denne bog ikke anbefales nok.