En film efter mit hoved

Det behøvede ikke være andet end en film, om hvor fantastisk Bruce Springsteen er, men det er det.

Hvis jeg skulle skrive et filmmanuskript, er det meget sandsynligt, at det havde set ud lidt ligesom manuskriptet til Blinded by the Light. I hvert fald den del med en ung rodløs mand, der bliver reddet af Bruce Springsteens musik. Med mine snart 35 år på bagen som håbløs Springsteen-fan bliver det ikke bedre. Og det dér med at blive reddet af Bruce Springsteens musik virker hverken overdrevet eller mærkværdigt på sådan en som mig. Det er jo bare sådan, det er, og det er da på tide, at nogen lavede en film om det, så andre også kunne se det.

Det specielle ved denne film er, at den foregår i et pakistansk indvandrermiljø i England. Når jeg står inde i Parken til Springsteen-koncert, skulle jeg hilse og sige, at det ikke er pakistanske indvandrere, der dominerer publikum, men derimod sådan nogle midaldrende blege halv- eller helovervægtige mænd som mig selv. Men Javed, som hovedpersonen hedder, er af pakistansk herkomst og kæmper for at bryde fri af sin families konservative pakistanske traditioner og blive en del af et mere liberalt engelsk samfund. Han får i den forbindelse øjnene op for Bruce Springsteens sange om arbejderklassens kvaler og almindelige menneskers drømme om en bedre tilværelse.

Filmen foregår i 1980’erne, hvor de store byer i England var præget af økonomisk krise og deraf følgende racisme. Javed og hans familie må finde sig i den ene ydmygelse efter den anden på grund af deres etnicitet, og det er netop dette aspekt, som gør, at filmen bliver andet end bare en lovprisning af Bruce Springsteen (hvilket da havde været fint med mig, men måske ikke så mange andre).

Så mens filmen er obligatorisk pensum for alle med interesse for Bruce Springsteen, kan andre sagtens nyde at se den for det, den også er: En underholdende feel-good-film med en god historie, en interessant miljø- og tidsskildring og med en masse god musik… (der som en heldig bieffekt sandsynligvis vil gøre dig til frådende bossfan!)

Lån filmen