En cool cocktail af fantasy og nordisk mytologi.

04.03.21
Mange tegneserielæsere kender sandsynligvis den danske tegneserie Valhalla og dens skildring af den nordiske mytologi og guderne Thor, Odin, Freja, Loke m.fl. I Valhalla er disse guder sammen med pigen Røskva og drengen Tjalfe de absolutte helte og antihelte.

Men sæt nu man vender kameraet 180 grader og ser hele mytologien fra jætterne og de mennesker, der bor i Jotunheims vinkel og ikke fra de velkendte guder og Asgaard og Midgaards synsvinkel. Det er lige præcis det, forfatteren Sara B. Elfgren og tegneren Karl Johnsson har gjort, og det har de gjort virkelig godt og begavet. Guderne, som vi kender dem, har aldrig set mere skumle ud. Odin er virkelig ond og hævngerrig, Thor er dum som en dør og ikke på en charmerende måde, Ydun er en snob og Freja er virkelig frodig og lever ikke op til vor tids skønhedsidealer, men i høj grad til andre tiders . Også det er godt set.  Aseguderne, som Elfgren og Johnsson skildrer dem, er portrætteret som en flok selvtilstrækkelige småborgere med superkræfter, en virkelig farlig og ubehagelig cocktail. Og så er der Loke, der er sin helt egen og historiens andet omdrejningspunkt, mens den unge kvinde Vei er tegneseriens titelhovedperson, den absolutte hovedperson og heltinde i historien.

I historiens start møder vi Vei, da hun bliver samlet op fra havet på et skib af krigeren Dal, der er prins Eidyrs kriger og træl. Herfra udvikler historien sig med tiltagende dramatik og konflikt, da prins Eidyr, der er besat af at erobre Jotunheim og besejre Jætterne, også kommer til Jotunheim, der er noget helt andet end det, han havde forestillet sig. I Jotunheim er jætterne lige så meget guder for de mennesker, der bor der, som Odin og Co. er guder for menneskene i Midgaard, og det er en af denne histories virkelig gode vinkler, udover at den er elementært spændende, at den får skildret de forskelle og den forskellige opfattelse og forhold til guderne, som menneskerne i Jotunheim og menneskerne i Asgaard har.

Vei er i Jotunheim sin stammes ”Ran”, stammens fremmeste kriger, og er derfor udset til at kæmpe i ”Meistarileikir” en kamp til gudernes ære, mellem de krigere Aseguderne og Jætteguderne hver især har udvalgt. Ran når i følgeskab med Dal lige tids nok frem til at deltage i ”Meistarileikir”. Hvordan det går derfra, synes jeg, man selv skal læse sig frem til, men at det bliver højdramatisk, hårdtslående, blodigt og tragisk, er næppe en spoiler.  

Der, hvor det kunne være blevet patetisk eller selvhøjtideligt, lykkes det gennem de første to tredjedel af historien at afkoble tendensen og bruge humoren som en kile. Man kan dog, som undertegnede, mene, at historien henimod slutningen ikke får for lidt på alle tangenterne, og det, at den ikke får for lidt, bliver lidt for meget. Men dette til trods er det lykkes Elfgren og Johnsson at levere en toptunet, potent og moderne udgave af den nordiske mytologi, som bestemt er et bekendtskab værd.

Interview med Sara B. Elfgren og Karl Johnsson om Vei:
https://www.comiccrusaders.com/bracey-chats-with-vei-creators-sara-elfgr...