Du kender slutningen, men kender du historien?

2. verdenskrig rasede videre en hel måned efter Hitlers død. Hvorfor, og præcis hvad der skete, bliver man klog på i denne spændende bog om krigens sidste dage.

I de flestes bevidsthed er Hitlers død og 2. verdenskrigs afslutning stort set en og samme ting. Jo, vi ved godt, det tog nogle dage, før tyskerne fik overgivet sig alle vegne, men hvad skete der egentlig i de dage – som faktisk var over en måned? Det handler denne bog om, og jeg fik personligt sat en masse ting på plads i mit hoved. Jeg var ikke bevidst om, for eksempel, at nogle tyskere til det sidste satsede på, at de kunne alliere sig med englænderne og amerikanerne om at banke russerne. Eller at tyskernes fortsatte kamp havde meget mindre at gøre med nogle få fanatikere, som stadig troede de kunne vinde, end at de kæmpede for at komme til at overgive sig til englænderne og amerikanerne snarere end russerne. Jeg vidste heller ikke, at tyskerne underskrev en samlet overgivelse to gange med flere dages mellemrum, fordi russerne var utilfredse med, at de ikke var blevet tilstrækkelig inddraget i den første overgivelse.

Alt det og meget mere kan man læse om i denne virkelig spændende bog, som følger begivenhederne dag for dag. Den er et rigtig godt eksempel på, at faglitteratur kan være mindst lige så fængslende som en god roman – også selvom vi godt ved, hvordan den slutter.