Du behøver ikke være en læsehest for at læse denne bog.

08.03.21
Hvis du er en rigtig kong gulerod, så behøver du ikke læse denne bog, for så ved du allerede, hvad alle udtryk i bogen betyder…tror du!!! Men hvis du er en regelrytter, så er det vigtigt, at du kender alle udtryk, så du kan sikre dig at andre bruger dem korrekt.

Kender du det, nogen kalder dig en sovetryne, bare fordi du godt kan lide at sove længe, eller nogle af dine venner kalder dig en lyseslukker, fordi du ikke gider lege vilde lege. 
Hvad betyder sovetryne og lyseslukker egentligt?! Det kan du få svar på, hvis du læser bogen Drillepind. Der findes mange andre sjove udtryk lige som sovetryne og lyseslukker, og alle dem kan du også læse om i bogen.
 Den giver en rigtig god beskrivelse af, hvad det betyder, når man er en dansemus eller en strandløve, eller hvad det betyder, når man har pokerfjæs, eller man er en bolighaj. Bogen kommer også med nogle gode råd til, hvad du kan gøre, hvis du møder en hidsigprop eller en platugle.

Egner sig til højtlæsning fra 7 år og selvlæsning fra 9 år.