Forside: sumplandia
Forside: sumplandia

Dragende, frastødende, urovækkende, underholdende…

Hvordan kan man anbefale en bog, som man næsten til sidste side overvejede at lægge fra sig og aldrig læse færdig? Jo, det kan man altså, for på trods af min ambivalens, er det en af de bøger, som er blevet hængende, og som jeg ofte har tænkt tilbage på, efter at jeg, liggende i min hængekøje i sommeren 2018’s stegende hede, rent faktisk nåede slutningen på den.

Bogen hedder Sumplandia! og er skrevet af Karen Russell. Hverken bog eller forfatter havde jeg hørt om, før jeg tilfældigt faldt over den, og det er der tilsyneladende heller ikke mange af vores lånere der har. Sumplandia! har mildt sagt ikke noget imponerende udlånstal, siden vi købte den i 2014, men det kan måske nå at ændre sig.

Romanen tager udgangspunkt i sådan en lurvet og faldefærdig alligatorpark i Floridas sumpe, hvor mor er alligatorbryder, far bliver kaldt høvdingen, og de tre børn arbejder fra morgen til aften med at servicere de besøgende, som der bliver længere og længere imellem. Da mor, som er parkens trækplaster, dør af kræft, begynder det hele at falde endnu mere fra hinanden. Høvdingen og storebror tager ind til fastlandet for at søge lykken og overlader de to piger, Ava og Ossie, til sig selv. Ossie bliver mere og mere underlig og fabler om sin nye spøgelseskæreste Louis, og til sidst er det op til Ava at redde såvel søster som Sumplandia!

Mere skal ikke afsløres. Men hvad er det så, der gør det til sådan en bog, man hverken kan lægge fra sig eller holde ud at læse? Jeg var selv draget af miljøskildringen af denne underlige, fremmedartede alligatorpark fra en svunden tid, og familien der stædigt forsøger at holde stand mod den moderne verden. Samtidig er der en uhygge og en underliggende uro, der kryber sig ind på læseren, efterhånden som handlingen skrider frem, og vi sammen med Ava bevæger os længere og længere ud i Floridas endeløse sumpe.

Så jo, prøv en anderledes bog fra en verden, der er uendeligt langt fra, hvad vi normalt læser om. Det er hverken horror eller feel-good, men en unik blanding.

Materialer