Det store i det stille

08.09.21
Sælsomt dragende roman om stille eksistenser og store dramaer folder sig flot ud i irske bakkelandskaber.

Kit og Paddy Gladney lever en beskeden tilværelse med datteren Moll. De er rettroende katolikker og arbejder flittigt på det husmandssted, de lejer af en velhavende godsejer. Men en dag i 1973 forlader den 20-årige Moll hjemmet og forsvinder sporløst. Forældrene lever efterfølgende med en knugende sorg og et spinkelt håb, indtil Moll igen dukker op efter fem års fravær. Det viser sig, at hun i mellemtiden har boet i London, er blevet gift med en sort mand og at de har fået et barn sammen. Et valg der griber ind i det lille samfund, ryster normerne og præger de indbyrdes relationer.


”Sælsomme Vækster” er en slægtsfortælling om, hvordan familier tager form, tager sig af hinanden, og hvordan de udvides og udfordres. Det er samtidig en samling skæbnefortællinger fulde af stille eksistenser, der bærer på store hemmeligheder, og hvor oprør og opgør lurer rundt om næste bakkedrag.
På fineste vis får irske Donal Ryan fortalt, hvordan man kan føle sig forkert, og hvorledes klasse, race og seksualitet kan være nådesløse markører, der splitter og afskærer os fra hinanden. Han illustrerer klogt, hvordan liv forløber, hvordan man kan slå sig på det, overrumples og genfinde fatningen.


Bogen overrasker gang på gang. Dens afdæmpede fortælling er fuld af drama og store følelser. Den er opdelt i afsnit, hvor synsvinklen skifter mellem personerne. På den måde får vi taktvis indblik i de enkeltes tanker, handlinger og forviklede følelser. Løbende træder en sammenhæng frem i den store generationsfortælling.
Både forsiden og titlen har en dragende mystik over sig, som matcher stemningen i romanen. Det samme gælder Molls karakter. Der hviler noget hemmelighedsfuldt over hende og hendes valg, for hvorfor tog hun afsted? Hvorfor kom hun tilbage?
 

Den irske natur er en gennemgående komponent. Med sin irgrønne farve, blødbakkede landskaber og friske regn agerer den et dragende bagtæppe til de liv, vi følger. Bogen blev velfortjent kåret til ”Novel of the year” ved The Irish Book Award 2020.

Lån bogen