Der bli'r krig! Vold! Terror! Oprør! Sågar uro!!!

19.10.20
Dine bygninger er elendige! Væggene er så tynde, at man kan høre, hvad naboerne tænker.

Tegneserien Asterix er med årene blevet en så fast del af en fælles kulturarv ikke blot i dens hjemland Frankrig, men også i flere andre lande bl.a. her i Danmark, så en egentlig anbefaling er vel overflødig? Men nej! For når der alligevel er grund til at kippe med trikoloren og evt. afsynge marseillaisen (det sidste kun hvis man ikke frygter at ende som barden Trubadurix) så skyldes det, at bind 3 af Den store Asterix er udkommet. 
Disse Asterix samlebind lægger sig smukt i forlængelse af mange andre samlebind med klassiske Fransk/Belgiske serier, der er udkommet de senere år, bl.a. Linda og Valentin, Smølferne m.fl. Og hvorfor skal man så læse Asterix samlebind og ikke bare læse Asterix, som vi kender den i et album på 48 sider ren tegneserie? Jo! Den store Asterix udmærker sig ved, foruden tegneserien, at indeholde adskillige journalistiske artikler,der sætter Asterix ind i den historiske kontekst, serien selv trækker så rigt på. Både dens forhold til konkrete historiske fund og fakta fra den tid, hvor serien udspiller sig, år 50 f.kr., men også til samtidshistorien og de pasticher og den satire den på denne baggrund flittigt benytter sig af. Ingen tvivl om en stor del af seriens succes netop skyldtes, at den almindelige læser kunne se sig selv, naboen, chefen eller tidsånden spiddet på bedste vis. 
De journalistiske artikler i disse samlebind spænder vidt fra anekdotiske beretninger om tegneseriens tilblivelse og artikler om dens to skabere, tegneren Albert Uderzo og forfatteren René Goscinny, der begge trods seriens ærkefranske udsagn og karakter var børn af ægteskaber, hvor faderen var fra henholdsvis Italien og Polen (så måske netop derfor) til spændende artikler om, hvorledes efterkrigstidens franske censur havde en stor indvirkning på datidens persongalleri i tegneserierne.
Læs selv hvorfor, for det er interessant læsning, ikke mindst set i lyset af den kønsdebat, der også i dag, holder os vågne dag og nat. Andre artikler går tæt på Asterix tegneserien og dens to skaberes forhold til filmmediet. Om hvordan Asterix og Kleopatra delvist var ”inspireret” af Joseph L. Mankiewicz Cleopatara med Elisabeth Taylor i hovedrollen (fransk premiere i 1963). En film som både Goscinny og Uderzo fandt så lattervækkende og ufrivillig komisk, så stoffet kunne drejes i de rette satiriske folder i deres tegneserie. Og videre kan man læse historien om, hvorledes Asterix og Kleopatra senere selv er blevet til en film, og de overvejelser der lå bag, hvorfor lige præcis denne tegneserie var den første Asterix tegneserie, som blev filmatiseret. Det er stort set alt sammen spændende læsning. 
Sidst men ikke mindst er der jo selve tegneserien, i dette bind 3, henholdsvis Gallien rundt og Asterix og Kleopatra. Det er i hvert fald for undertegnede  stadigvæk en fornøjelse at genlæse mange af disse klassikere og lettere senil dement, som man jo bliver med årene, kan man blive mindet om, hvor det nu var, man havde hørt følgende udsagn: ”Dine bygninger er elendige! væggene er så tynde, at man kan høre, hvad naboerne tænker”. Dette er en af Kleopatras replikker i dette tilfælde til den venlige, men i håndværksmæssigt henseende totalt umulige arkitekt Linealis. Hans eget hus, som han selvfølgelig selv har tegnet, er så vind og skævt, så det er et under, det står, og da Idefix, Obelix hund (der er også en artikel om, hvorledes Idefix bliver en del af serien), snuser til en søjle i huset, styrter det delvist sammen. Alligevel får Linealis til opgave at bygge et pragtpalads til Julius Cæsar på tre måneder, fordi han som Kleopatra også lakonisk udtaler: ”...du er Ægyptens bedste arkitekt...hvad der ikke siger ret meget” Og lykkes det ikke for Linealis at bygge pragtpaladset på tre måneder, vil han blive kastet for krokodillerne...
Hvorledes stakkels Linealis klarer den udfordring kan man jo så læse eller genlæse, det er stadigvæk lige godt.