Den Ukendte Bog

Har du egentlig tænkt over, hvordan du udvælger de bøger du vil læse?
Jeg tænkte over det en dag for mange år siden og kom til det resultat, at jeg enten læste anmeldelser eller blev anbefalet bøger af venner og bekendte (samt bibliotekarer).
 
Men egentlig så gik det op for mig, at jeg blev lidt slave af andres mening om, hvad der er læseværdigt. Eller måske gik jeg glip af en god bog fordi jeg ikke lige havde læst avisen den dag anmeldelsen stod der.
 
Og selvom anbefalinger er værdifulde og man hurtigt finder de kilder, der ligesom lidt har samme smag som én selv, så går man måske glip af fantastiske boglige oplevelser netop fordi man læser anbefalinger.
 
Så jeg har et forslag til dig.
 
Prøv i en periode på et år at låne Den Ukendte Bog.
 
I praksis foregår det ved at man står ved hylden og græsser lidt ved de forfattere man kender og pludseligt (det behøver ikke at være hurtigt) rækker man armen ud til højre og tager en helt tilfældig bog fra en hylde én armslængde væk. Man kan eventuelt variere med venstre arm f.eks. i ulige uger.
 
Og ind imellem alle de bøger man alligevel ikke helt gad læse finder man så guldkorn eller dejlige bøger, som udvider din liste over yndlingsforfattere.
 
Det er det vi kan – os på bibliotekerne. Give dig gode oplevelser.