Dave Swarbrick 1941-2016

Manden med leen har høstet igen. Denne gang blev det en af folkrockens giganter og pioneer.

2016 er åbenbart året hvor manden med leen har fået fuldmagt til at storhøste blandt vore ypperste musikere. Denne gang har han taget Dave Swarbrick, en af folkrockens fremmeste violin/mandolin musikere. Han startede i Ian Campbells Folk Group i 1960, blev brugt som den ultimative studiemusiker i mange sammenhænge. Blev hvis ikke den første, så pioner i at sætte strøm til violinen. Mest berømt  for hans tid hos  folkrockens  topscorer , det britiske folkrock-band ”Fairport Convention” i perioden 1969-1980 hvorefter bandet dog opløstes (I hvert fald i en 5 års periode). Swarbricks periode falder tildels sammen med Sandy Denny, Richard Thompson, Ashley Hutchings og Simon Nicol tid hos Fairport. Hvilken drømmebesætning. Den kommer til at sætte nye standarder for den britiske folkrock. I mine øjne er det i denne periode, at  Fairports mest betydningsfulde sange og plader bliver til. Folkemusikken bliver elektrificeret og elementer fra blues og rock bliver inkorporeret i musikken, og det bliver så til - folkrocken. Plader som  ”Unhalfbricking”, ”Liege & Leaf”, ”Full House”, ”Angel delight” og ”Rosie” er nogle af de markante udgivelser i perioden. Efter denne glansperiode fortsætter Swarbrick dels solo, og dels i sideprojekter samtidig med at han kommer og hjælper til når vennerne har brug for en dygtig ”fiddler” og mandolinspiller. Swarbrick har i sine sidste år store problemer med fysikken og gennemgår f.eks. en dobbeltsidig lungetransplantation. Det ender som altid med – nekrologen. Men gør dig selv en tjeneste, og lyt til nogle af Swarbricks eminente sange og melodier, f.eks. ”Sir Patrick Spens”, ”Dirty Linen”, ”Walk AWhile” og ”Rosie”. Hvilken musiker – der bliver unægtelig festligere i himlen.
 

 

Materialer