Da Judas viste sit sande ansigt

02.02.17
Turneen i 1966 blev rockhistorisk stor, det var nemlig året, hvor Dylan gik fra det akustiske og blev elektrisk.

Tag springet på den arkæologiske musikvippe, dyk ned i den rockhistoriske ursuppe, og tag med til 1966, hvor du kan opleve Bob Dylan & The Hawks (The Band) køre USA, Europa og Australien tynde. Hans første elektriske verdensturne, og intet var herefter som før i denne, den akustiske stenalder. Tiden er efter ”Blonde on Blonde” pladen, og repræsenterer en verden i opbrud, både samfundsmæssigt og på det mentale plan, men så sandelig også set fra det musikalske udkigspunkt. Det 36 cd store bokssæt består af live-optagelser fra turneens forskellige spillesteder – Liverpool, Manchester, Paris, Stockholm osv. osv. I øvrigt er cd 4 fra koncerten i København. Da det er liveoptagelser, er kvaliteten svingende med tilråb, overstyring mm. Men hvilken støbekedel, vi her bliver præsenteret for. F.eks. kan nummeret ”Tell Me, Mamma” endelig høres på cd, endda i flere versioner. Og det er et nummer, der ikke tidligere har været udgivet officielt, for diverse piratudgaver cirkulerer lystigt mellem folk. Sjovt nok er den unge Dylan (25 år) med sin unge store stemme godt syngende. Og meget talende. Den, der kun kender den fåmælte ”KoncertDylan”, bør løse denne badebillet til 1966. Her kan man lytte til den "rigtige" Dylan, der i al sin storhed og underfundighed tryllebinder med sin musik, og med de mange absurde og underlige mellemspil og enetaler. Og i tilgift med publikumstilråb som f.eks.  -Judas!. Var der mon noget andet i kaffen dengang…?
Virker det 36 cd store bokssæt en anelse for udmattende for tyggemusklen, kan dobbeltcd’en fra Albert Hall, afholdt på den samme verdensturne, også udvirke lidt af det samme. 

 

Materialer