Forside: The Mule
Forside: The Mule

Clint Eastwood går på pension uden tju bang

The Mule er en værdig – måske – afslutning på Clint Eastwoods skuespillerkarriere, som kun har forstærket denne bibliotekars man-crush på den gamle seje mester.

Det siges, at The Mule er Clint Eastwoods sidste film. I så fald ville det ikke være så mærkeligt, for han fylder 90 år i 2020. Men det ville bestemt være ærgerligt, for i The Mule virker han ikke specielt ældet. Stadig rank og slank som et fyrretræ og med sin udstråling intakt. Og så er der bare noget beroligende ved at vide, at Clint Eastwood stadig er derude og ordner sagerne i en verden, der bliver mere og mere kaotisk og uigenkendelig.

I denne film er han dog hverken betjent eller selvbestaltet retfærdighedshåndhæver. Han er blot en gammel mand, hvis største ”claim to fame” er fortidens bedrifter inden for gartnerbranchen. Den levevej må han dog opgive, og da han ikke er populær blandt sin familie på grund af diverse synder i fortiden, finder han sig efterhånden både fallit og isoleret. Da nogle flinke mexicanere tilbyder ham en god bunke penge bare for at køre hans lille truck fra punkt A til B (medbringende en sportstaske med ukendt indhold forstås), takker han ja. En tur bliver til flere, og Earl, som Clint’en hedder i filmen, finder da også efterhånden ud af, at han er blevet narkokurér for et narkokartel. Som den gamle tudse han er, er han dog perfekt til opgaven. Han er ikke just typen, som politiet normalt mistænker for slige gerninger. Han tjener derfor styrtende og nyder en vis anseelse blandt narkobagmændene, så hvorfor stoppe? Her kommer FBI-agenten Bradley Cooper (kendt fra A Star Is Born) ind i billedet, som ham der alligevel lugter lunten.

Hvordan det herefter går, skal ikke afsløres, men filmen er baseret på en virkelig historie, så der er måske knap så meget tju bang, som i mange af Eastwoods tidligere film. Det gør dog ikke spor. Måske tværtimod. Spændingen fejler ikke noget, og i stedet for tju bang får vi noget der ligefrem minder om livsklogskab, nuancer og ikke mindst masser af Clint Eastwoods afdæmpede charme. Nej, jeg er ikke bange for at indrømme det: Jeg har lidt af en man-crush på den gamle gut. Må han leve længe endnu – og også gerne lave et par film mere.

Materialer