Bruce Springsteen kan også skrive bøger

Rockstjernen Bruce Springsteen demonstrerer med sin selvbiografi, at han er næsten lige så god til at være forfatter som til at stå på en scene.

Lad det være sagt med det samme: Bruce Springsteen har været mit idol, min guru og min ledestjerne i mere end 30 år, og jeg er fuldstændig ude af stand til at forholde mig objektivt til manden. Så er du advaret. Når det er sagt, så er hans selvbiografi, som udkom i efteråret, uomtvisteligt en fremragende bog, som man med fryd kan læse, hvad enten man er fan af manden eller ej. Hvorfor? Fordi den helt basalt er en både dramatisk og rørende historie om en mand præget og plaget af indre dæmoner, en alkoholisk psykisk syg far og en i det hele taget skæv barndom, og som gennem hårdt slid, skæbnens gunst og da også et vist talent, ender med at blive en af verdens største rockstjerner. Og fordi den er skrevet i en stil, som er medrivende og ofte humoristisk, så man har svært ved at lægge den fra sig.

Har man på forhånd et vist kendskab til og interesse for Springsteen, stopper årsagerne til at læse bogen ikke her. Et væld af detaljer og ubesvarede spørgsmål falder på plads undervejs i læsningen. Mange af os fanboys får desuden øjnene op for, at manden langt fra er en helgen, sådan som vi nok har gået og bildt os selv ind. Han kan være en hård arbejdsgiver for sit band, en elendig ægtemand og en uansvarlig motorcyklist (den sidste viden ville vi nok helst have været foruden). Springsteen skåner i det hele taget ikke sig selv. Som den gode katolik han dybest set stadig er, bliver bogen også Springsteens skriftestol, hvor ikke mindst tidligere kærester samt hans første kone får en vis oprejsning.

Sidst men ikke mindst er bogen en gave til alle, som har haft depression inde på livet. Springsteen har lidt af det i årtier og beskriver i bogen sin kamp mod sygdommen, som periodevis foregår den dag i dag, noget som slet ikke giver mening for alle os, der har set den ufattelige energi og livsglæde manden lægger for dagen under sine maratonkoncerter.

I et berømt klip fra en koncert fra 1978 kan man høre Springsteen fortælle en historie fra teenageårene om, hvordan hans far ville have han skulle være advokat, og hans mor ville have han skulle være forfatter. At dømme efter denne selvbiografi var hans mor ikke helt ved siden af. Skulle stemmen en dag svigte, ville en satsning på skriveriet bestemt være en farbar karrierevej.

Materialer