Bob Marley fylder 75 år

Den 6. februar kunne kongen af reggae være fyldt 75 år

Af: Jens Laigaard
 

Kan man være bekendt at fejre 75-års fødselsdag for en, der er død allerede som 36-årig? Ja, hvis det er i musikkens verden – her er alt tilladt, bare det kan genopvække interessen for et stort navn. Så vi fejrer Beethovens 250-års fødselsdag og Bachs 350-års dødsdag og 50-året for Beatles’ hvide album. Der er heller ikke grund til at holde sig tilbage, når det gælder den person, der bredte reggae ud over hele verden og nærmest blev synonym med denne musikstil: Bob Marley.

Robert Nesta Marley blev født den 6. februar 1945 på en gård i distriktet Nine Mile, nogenlunde midt på Jamaica. Det er også her, han ligger begravet sammen med sin guitar. En af hans barndomsvenner var Neville Livingston (senere kendt som Bunny Wailer), som han sang sammen med i skolen. De blev endnu tættere knyttet til hinanden, da Nevilles far fik en datter med Roberts mor og den sammenbragte familie flyttede til Trenchtown-kvarteret i Kingston.

Trenchtown var endnu ikke den kriminelle ghetto, som det senere blev. Til gengæld var der musik overalt. Marley blev en slags elev hos den lokale og meget populære sanger Joe Higgs. Allerede som 17-årig indspillede Marley singlen, "Judge not", og året efter, i 1963, dannede han en vokalgruppe sammen med Bunny Wailer, Peter Tosh (Peter McIntosh) og tre andre. De fik lov at indspille i det legendariske Studio One. En af deres første singler, "Simmer down", strøg til tops på den jamaicanske hitliste i begyndelsen af 1964. Efter diverse navneskift endte gruppen med at hedde The Wailers, og under det navn scorede de en række hits på Jamaica. På det tidspunkt var reggae ikke opfundet, stilen hed ska og var ret ny - amerikansk jazz og rhythm'n'blues blandet med lokale genrer som calypso og mento.

Efter nogle år blev The Wailers grebet af rastafari-troen, en nyreligiøs bevægelse, som kom til at spille en hovedrolle i Bob Marleys sangskivning. Uden at genere nogen kan man nok kalde rastafari for en speciel tro. Den bygger (ligesom andre religioner) på håbet om engang at komme et bedre sted hen - i dette tilfælde ligger det forjættede land, Zion, i Ethiopien, og den tidligere kejser Haile Selassie er en slags religiøst overhoved. På dommens dag vil Jah (Gud) sende de retfærdige sorte til Afrika og fordømme de undertrykkende hvide og deres moderne samfund, Babylon.

Rastafari voksede frem af og for de fattige sorte på Jamica, og hos Marley kom denne spiritualitet til at gå hånd i hånd med et revolutionært ønske om forandring og social retfærdighed. Med tro og håb i bagagen var Marley på vej til at blive nationalt ikon, og så skadede det heller ikke, at han kunne skrive smukke kærluighedssange. Og havde en blød, lys nasal stemme, der bare blev bedre med årene.

Gennem 1060'erne blev The Wailers stadig mere uomgængelige på Jamaica, selv om der var en stadig udskiftning af medlemmer - og diverse afbrydelser: Bunny Wailer måtte en tur i fængsel og Bob Marley var på grund af lavvande i kassen nødt til at arbejde på en bilfabrik i USA. Men da 70'erne gryede, kom storhedstiden. Først med brødrene Barrett - Aston "Family Man" på bas og Carlton på trommer, som gjorde gruppens lyd tungere og mere hård. Dernæst med flotte Marley-sange som "Duppy conqueror", "Small axe" og "Sun is shining". Og endelig med gruppens lp-debut Catch a fire på det store selskab Island i 1973. Det blev  gruppens internationale gennembrud med numre som "Stir it up" og "Slave driver". På forsiden af omslaget stod der "Bob Marley and the Wailers", og det blev stadig tydeligere, at det fansene kom efter var gruppens karismatiske forsanger og sangskriver.

Nu begyndte tiden med turneer rundt i verden og optræden på tv. Allerede i 1973 varmede gruppen op for Bruce Springsteen i New York, og inden længe var det dem, der stod øverst på plakaten. Den næste lp, Catch a fire (også fra 1973) indeholdt nummeret "I shot the sheriff", som Eric Clapton lånte og gjorde til et verdenshit i tilbagelænet blues-udgave. Med et slag var Marley blevet mainstream, og det samme var lyden af reggae med den gennemtrængende bas og den skæve, luntende rytme.

1970'erne var præget af massivt pladesalg og store koncerter, hvor sorte og hvide holdt fælles fest. Marley skrev materiale nok til at udsende en plade om året, bl.a Live! optaget i London 1975, en af verdens bedste liveplader.  Et par af højdepunkterne i karrieren var "One love peace"-koncerten i Kingston foråret 1978, hvor det lykkedes Marley at bringe Jamaicas to yderst fjendtlige partier sammen i en musikalsk fredsslutning. Og koncerten i 1980, hvor gruppen spillede for et publikum på 40.000 i Zimbabwe, som netop var blevet selvstændigt.

"Lively up yourself", "No woman no cry", "Get up, stand up", "One love", "Kaya", "Sun is shining", "Africa unite", "So much trouble in the world". Lyden af reggae, som vi kender den. Og fra den sidste plade nummeret "Could you be loved", et globalt hit med en sådan rækkevidde, at det blev spillet på diskotekerne når Bee Gees holdt pause. Men inden nogen kunne nå at beskylde Marley for at  være for populær var festen slut. Allerede i 1977 var Marley blevet opereret for kræft i en tå, og i løbet af 1980 begyndte sygdommen for alvor at sprede sig i kroppen. I maj 1981 fløj Marley til Miami i Florida for at blive behandlet, men døde efter kun en uge på hospitalet. Han blev 36 år. Sorgen gik verden rundt.

Men Bob Marley havde fået en karriere, som de fleste musikere ville give både arme og ben for, og dertil en stor familie. Flere af hans sønner har ført faklen videre med et vist held. Og da opsamlingen Legend udkom i 1984, blev det verdens mest solgte reggaealbum.

Det er værd at fejre manden, der tog den lokale musik i et hjørne af Jamaica og gjorde den til en genre, hele verden kender, og hvor han selv stråler over alle andre.

Selv om den danske vinter kan være våd og stålgrå, er der en sikker kur: spil noget med Bob Marley and the Wailers. Så skinner solen.

Anbefalet af Anders Greis

 

Materialer