Blondine i vildnisset

Reese Witherspoon viser sig som en fremragende skuespiller i rørende film om at smide bagagen og genopdage sig selv.
Du kender sikkert Reese Witherspoon, som den kønne, sukkersøde blondine, der optræder i et utal af gode og knap så gode chick-flicks. Ofte lever hendes roller godt op til blondinefordommene, og hvis man spørger mig, er hun indimellem bare en lille tand for meget.
Stor er glæden og overraskelsen derfor, når man oplever hende i denne fantastisk dejlige film om en ung kvinde, der prøver at ryste fortidens skygger af sig ved at vandre de mange hundrede kilometer op langs Californiens kyst ad The Pacific Crest Trail. Mage til naturlig og sympatisk – men langt fra ufejlbarlig - kvinde skal man lede længe efter, og Reese Witherspoon viser sig pludselig som en rigtig god karakterskuespiller med masser af nuancer.
Filmen er baseret på virkelige begivenheder og en selvbiografi af samme titel som filmen (og som vi skam også har på hylden). Den følger hovedpersonen Cheryl både på den opslidende vandrertur og i flashbacks til fortiden med en kræftsyg mor og tiden efter morens død med stoffer og tilfældig sex.
Det er dog scenerne fra Californiens underskønne, men kompromisløse natur, der står stærkest, med en hovedperson, der går fra i starten dårligt at kunne bære sin egen rygsæk – som nærmest er lige så stor som hende selv - til at være en rank naturpige, der bogstaveligt og symbolsk har smidt det meste af vægten af skuldrene. 
Og så er der lige soundtracket, der fortjener sin egen kommentar. Ikke mindst Simon & Garfunkels version af ”El Condor Pasa” (du kender den, når du hører den), men også notabiliteter som Bruce Springsteen, Leonard Cohen og Paul McCartneys Wings optræder på lydsiden.
Så giv dig selv en aften med en gåsehudsfremkaldende film – gåsehudsfremkaldende på den gode måde - der med garanti vil få dig til at overveje at hive et par måneder ud af iPhone-kalenderen og tage en tur med vandrerstok og rygsæk for at genopdage dig selv og verden.
 
Materialer