Forside: William Heinesen
Forside: William Heinesen

Blandt får og trolde og andet godtfolk..

William Heinesen var ikke bare forfatter, han havde et kunstnerisk gemyt, der også rakte ind over musikken og især malerkunstens verden i form af malerier, akvareller, tegninger, collager med mere.

Denne stor-format’ede kunstbog om forfatteren og ”billedmageren” William Heinesen er i mine øjne intet mindre end et pragtværk om den færøske kultforfatters mindre kendte side, nemlig arbejdet med den fabulerende færøske ide- og billedverden.

Gennem Heinesens oliemalerier, satire- og karikaturtegninger, collager, akvareller, papirklip med mere, føres vi via tegningernes sidetekster, digte og essays til en forståelse af Heinesens fabulerende verden, som vi også kender (forhåbentlig) fra hans fantastiske forfatterskab(Læs f.eks. ”De fortabte spillemænd” og ”Moder Syvstjerne”).

Heinesen er barn af de mundtlige fortællingers kraft fortalt i petroleumslampens skær, måske derfor besidder hans billedverden også en stor inspiration fra den nordiske mytologi beriget med trolde, marer, huldrefolk, jætter og aser, ligesom den tunge missionske kristendom også får et par ord og tegninger med på vejen. Heinesen var et multikunstnerisk og musisk menneske, der brugte hele paletten af kunstneriske virkemidler til at skildre sin vej i verden. Han nåede at skildre det lokale liv gennem litteratur, tegninger og malerier, ligesom naturen gennemsyrer hans mættede motivverden. Hans let naive tegne- og malestil er let genkendelig, lidt i familie med Henry Heerup og Storm P, og deres måde at male og skildre omverdenen på.

Lad trygt kædedansen begynde, William Heinesen spiller for og danser selv med mellem stenene ligesom hans trolde, havfruer og andet godtfolk gør. I sandhed en verden der tåler omtale, både i vemod, men så sandelig også med glæden lige i hjertekulen.

Materialer