Berusende epos om musik, brændevin og kærlighed

Heinesens klassiker underholder, beruser og giver dig en antydning af tilværelsens helt store sammenhænge.

Det sker sjældent, men ind imellem lykkes det mig at opsnuse nogle romaner, der rammer alle sanser så rent og massivt, at det er direkte berusende at læse. Sådan havde jeg det med William Heinesens ”De fortabte spillemænd”, som dukkede op i en tilfældig bladren igennem e-reolens udvalg. Alene titlen lød så skæbnesvanger, at jeg bare måtte læse den. Og det burde du også gøre.

”De fortabte spillemænd” er en poetisk fabulerende og episk fortælling om menneskeskæbnerne i et lille samfund langt ude i det kviksølvlysende verdenshav. Her kæmper de fordrukkent filosoferende spillemænd Sirius, Moritz og Lille-Kornelius imod tilværelsens altknusende bølger og imod den kristne fanatisme i form af sparekassebestyreren Ankersen – en karakter, der med svirpende og spruttende replikker, males så livagtigt og nuanceret, som det kun er set få gange i verdenslitteraturen. Persongalleriet er lige så råt, smukt og ubarmhjertigt, som landskabet handlingen udspiller sig i, og spillemændene uddriver al verdens ondskab med musik, poesi, spilleglæde og ikke mindst brændevin. 

Heinesen skriver poetisk i et højt tempo, som holder hele romanen igennem. Her er en rigdom af næring til alle 6 sanser. Persongalleriet er vidunderligt kantet, skævt og fabulerende, og karaktererne skiftes på elegant vis til at indtage hovedrollen i romanens 4 satser. 

Heinesens stil er meget rammende blevet kaldt mytisk realisme, og man beruses meget nemt af den fine balance mellem lyslevende skildringer af det færøske land og folk og livtaget med nogle af tilværelsens helt store problematikker. 
Du skal læse ”De fortabte spillemænd”, hvis du trænger til at blive godt underholdt og samtidig vil fornemme tilværelsens store sammenhæng.

Anbefalet af Anders Greis

Materialer