Beatles ahvaffornoget???

Forestil dig, at du er den eneste I verden, der kender The Beatles’ sange? Det har instruktøren af denne skønne og iørefaldende film gjort, og det er ret sjovt.

Jeg har et blødt punkt for The Beatles, og jeg har nok også et blødt punkt for film, hvor der sker et eller andet mystisk, og så er verden på magisk vis forandret (Big med Tom Hanks, 13 Going on 30, Honey, I Shrunk the Kids, Click og… klassikeren over dem alle… Groundhog Day… film i den dur). Med Yesterday bliver begge disse bløde punkter kraftigt stimuleret. Her vælter den lidet succesfulde musiker Jack Malik på cyklen og vågner op i en verden, hvor The Beatles aldrig har eksisteret. Bortset altså fra, at Jack stadig kan huske dem og alle deres sange. Hvad gør en klog så? Jo, man begynder selvfølgelig at bygge en karriere op baseret på The Beatles’ fantastiske sangkatalog og lader som om, man selv har skrevet dem… og ender som superstjerne.

Mere skal selvfølgelig ikke afsløres, og jeg behøver ikke sige, at så let går det da heller ikke, og måske er Jack alligevel ikke den eneste, der kan huske The Beatles… Hovedsagen er, at dette er en skæppeskøn film med stor humor, skønne versioner af The Beatles’ sange og en rørende handling. Eneste minus er, at instruktøren ikke fik overtalt for eksempel Paul McCartney til lige at være med i en birolle som sig selv i en verden, hvor Beatles ikke har eksisteret. Det ville godt nok have været sjovt. Men pyt, der er masser af andet at komme efter, og Yesterday er en god gedigen gang underholdning for hele familien, ikke mindst større børn, for hvem The Beatles er et eller andet obskurt oldtidslevn, og som kunne trænge til noget musikalsk opdragelse! Sagde den gamle bedrevidende bibliotekar.

Lån filmen