Forside:.Bad Neighbours
Forside:.Bad Neighbours

Bad Neighbours

Mac og Kelly har lagt det vilde ungdomsliv bag sig. De er nybagte forældre og har slået sig ned i en villa i et stille og roligt forstadskvarter. Alt ånder idyl, lige indtil de nye naboer flytter ind..

De nye naboer viser sig at være et universitetsbroderskab med speciale i at feste - med stort F,  både dag og nat. 
Broderskabet anføres af den særdeles veldrejede formand, Teddy, som charmerer både Mac og Kelly og alle andre omkring sig. Ægteparret er i deres livs dilemma, for selvom de egentlig har sagt farvel til det vilde partyliv, så vil de ikke opfattes som kedelige, uncool oldinge, der ikke forstår de unges behov for en god fest.
Så Mac og Kelly rider med på bølgen af endeløs fest, druk og pranks. (Så meget at det som tilskuer virker en smule urealistisk; den nyfødte sover hele natten, mens mor og far fester, men fred være nu med det.)  Efter en tid med overbærenhed og kompromis med de hensynsløse unge, har Mac og Kelly dog fået nok og føler sig nødsaget til at tilkalde politiet – og herfra tager filmen fart. En nabokrig er i gang og det er de tunge skyts, der hives frem. 
Filmen foregår i et så hæsblæsende tempo og med så mange overdrevne scener, at det halve kunne være nok. Men filmen er sjov og god underholdning, der ikke kræver den store hjerneaktivitet hverken under eller efter, og den førnævnte formand for broderskabet, Teddy, er alle filmens 93 minutter værd. 
Se den, hvis du har brug et godt grin og en pause fra hverdagen – jeg lover dig, at du bagefter vil sætte pris på dine egne naboer, som lige meget hvem de er, vil virke som rene engle i forhold til Mac og Kellys!
 

 

Materialer