Foto: Anita læser
Foto: Anita læser

August måneds læseudfordring

07.08.20
Læs en bog om en familie der er anderledes fra din

Anita anbefaler “Den sommer far blev homo” af Endre Lund Eriksen.

Noget af det bedste ved bøger er, at de kan give et indblik i en verden, man ikke selv kender til. Jeg elsker at læse bøger om personer, der er anderledes fra mig selv. Det er som oftest sådan, at der er flere ligheder end forskelle, og det er altid spændende at blive klogere på andre mennesker. Jeg selv er vokset op i en stor sammenbragt familie med en far, en bonusmor, 2 bonusbrødre og en halvbror. Derfor har jeg valgt at læse denne bog om drengen Arvid og hans homoseksuelle far.

I bogen møder vi den 13-årige dreng Arvidsjaur, som helst vil kaldes Arvid. Arvids forældre er blevet skilt, og Arvid skal med sin far og deres hund Waldo på campingferie et sted langt ude på landet. Arvid er ikke begejstret for at skulle tilbringe sin sommerferie på et sted, hvor den største attraktion er Skandinaviens mest berømte udendørs lokum. Lokummet har en diskokugle i loftet og en bog, som gæsterne kan skrive i. Det er denne bog, som danner rammen for Arvids fortælling.

Sommeren bliver heldigvis slet ikke så kedelig, som Arvid frygter. Han møder nemlig den 12-årige Indiane, som bor sammen med sin far Roger der er homoseksuel. Efter et lidt uheldigt møde mellem Indiane, Arvid og deres 2 hunde (forsiden af bogen afslører meget), begynder Arvid og Indiane at tilbringe en del tid sammen. Desværre begynder Arvids far også at se en del til Indianes far Roger. Det er Arvid og Indiane ikke så begejstrede for og sammen forsøger de at holde fædrene fra hinanden. Hele situationen bliver kun værre, da Arvids bedste ven Frank dukker op for at holde ferie med Arvid. Dels vil Arvid ikke have, at Frank skal finde ud af, at hans far er meget glad for Roger, men Frank tilbringer pludselig også en hel masse tid med Indiane, og med ét føler Arvid sig meget udenfor.

‘Den sommer far blev homo’ er virkelig underholdende læsning fra start til slut. Det er en hjertevarm og humoristisk bog om identitet, skilsmisse, den første kærlighed, venskab, hunde i løbetid og meget andet. Den får min varmeste anbefaling – både til piger og drenge fra ca. 12 år. Du kan læse bogen på e-reolen eller låne på biblioteket.