Niksen
Niksen

Amerikansk storroman med bid…

18.12.17
Familie, politik, kærlighed og tilgivelse er omdrejningspunktet i ”Niksen”

Jeg elsker simpelthen de store amerikanske fortællinger. Stor fan af Jonathan Franzen, Joel Dicker, Paul Auster og mange flere, der har skrevet mammut-romaner, man forsvinder ind i, og hvor man er helt fyldt af fantastiske ord, men bogligt ”hjemløs” efter læsning. Sådan en bog er ”Niksen”.

Samuel er 11 år i 1988, da moderen pludselig forlader familien. Eller ”pludselig” er måske så meget sagt. Faye har igennem længere tid fjernet sig og sine ting fra hjemmet. Et par tallerkener, et par bøger, et par billeder er langsomt blevet sneget ud af huset, uden nogen har bemærket det. En dag er Faye også væk, og pludselig kan de tomme ”pletter” ses.

Romanen bevæger sig til nutiden, hvor Samuel nu er voksen, lektor i engelsk, og ivrig computer rollespiller i spillet ”World of  Elfscape” . Når han ikke underviser, er han mere i sin spil-verden end i den virkelige verden.

Han har derfor ikke hørt, at en kendt guvernør er forsøgt overfaldet af en ”hippie-terrorist”. Dette bliver han konfronteret med, da en advokat, specialiseret i politisk motiveret kriminalitet, ringer ham op og fortæller ham, at hippie-terroristen er hans mor. Den mor han ikke har haft kontakt med i mere end 20 år. Og så ruller historien. Samuel er som så mange andre på fallittens rand i 2011 og indvilliger i at skrive en bog om sin mors liv. Hans research fører ham tilbage til ungdomsoprøret og Chicago i 68. Men også tilbage til hans egen og moderens barndom i Iowa, hvor bedstefaderen arbejdede på napalmfabrikken Chem-Star. Og helt tilbage til Hammerfest i Norge, hvorfra Samuels fåmælte, melankolske morfar ikke medbragte andet end skumle eventyr om hævngerrige nisser og væsner. Deriblandt Niksen (' The Nix').

En meget velfortalt historie, der trods sine 750 sider ikke føles for lang.

Materialer