Ældre Bent Haller-roman er en magisk perle for børn

14.09.15
Bent Hallers fortælling om Silke har nogle år på bagen, men det gør den ikke mindre fantastisk. Romanen er en af dem, der står tydeligst i min erindring fra min barndoms første romanlæsning og det, at jeg husker den så tydeligt, 20 år efter jeg først stiftede bekendtskab med den, må næsten være en anbefaling i sig selv!
Silke har hele livet været plaget af en svær form for eksem, som lægerne kalder det. Hendes hud er som en fisks og derfor er det eneste, der lindrer hende, at komme i vandet. Heldigvis for Silke elsker hun havet og da hendes forældre køber et sommerhus ved vandet, begynder Silke en forvandlingsrejse, der på én gang er mystisk, smuk og sørgelig.
 
Bogen har en eventyrlig magi over sig, og Silkes rejse for at finde sin sande plads her i verden er interessant og rørende. Forældrenes kærlighed til Silke og deres sorg over at se hendes tydelige kamp for at eksistere i den verden de har sat hende i, gør at bogen på ingen måde kun er for børn, men også sagtens kan læses af voksne. 
 
Bogen er af den slags, man ikke lægger fra sig før sidste side er vendt. Hallers sprog er varmt, dragende og tankevækkende. Kærligheden mellem forælder og barn er allestedsnærværende i eventyret om Silke og netop denne kærlighed er om noget en eviggyldig sandhed. Derfor vil jeg vove pelsen og kalde bogen for en perle blandt børneromaner, måske endda en klassiker – læs den!
Materialer