Advarsel! Folk med højdeskræk skal ikke læse videre

Film om halsbrækkende linedans kan give dig både opkastfornemmelser og anfald af halvfjerdsernostalgi.

Denne sektion af hjemmesiden er normalt forbeholdt anbefalinger af bibliotekets mange skønne materialer, men jeg vil undtagelsesvis på det kraftigste fraråde, at man ser denne film. Det gælder dog kun, hvis du 1) lider af højdeskræk, 2) får røde knopper af halvfjerdserne eller 3) ikke kan klare film, hvor der bliver talt fransk. The Walk vil nemlig henholdsvis få dig til at falde ned af sofaen af svimmelhed, give dig akut halvfjerdserfis i kasketten og udsætte dig for såvel fransk som engelsk talt med tyk fransk accent.
Filmen bygger på den virkelige historie om franskmanden Philippe Petit, som i 1974 gik på line mellem de to World Trade Center-bygninger. Der er også lavet en dokumentarfilm om bedriften, men dette er en spillefilm, som på mageløs vis genskaber vovestykket. Vi følger Philippe og hans kumpaner under de mange ugers forberedelse, og vi ser hvordan man spænder et kabel fast mellem to gigantiske skyskrabere, og sidst men ikke mindst bliver vi selvfølgelig vidne til selve det vanvittige kunststykke. 
Og lad det være sagt med det samme, specielt sidstnævnte del af filmen er noget af det mest hårrejsende jeg har set på en skærm. Jeg tror nok jeg til sidst råbte af fjernsynet for at få den lille franskmand til da for hulen at gå tilbage i sikkerhed. Turene (for ja, han tager nogle stykker) mellem de to tårne er lavet så overbevisende, at man bare må klynge sig til sofaen, konen, katten, eller hvad man nu har inden for rækkevidde, for ikke at ende nede på gulvtæppet. Samtidig er filmen en dejlig tur tilbage til en svunden og mere uskyldig tid, som fraværet af World Trade Centers er en sørgelig reminder om aldrig vender tilbage.
Så jo, det var bare for sjov, det jeg sagde i begyndelsen. Selvfølgelig skal du se denne film. Men sørg for et blødt underlag.

 

Materialer