Årets danske debutanter 2019-20

Sorg, sygdom, køn og krop er de vigtigste temaer hos det seneste års debutanter. Flere af dem skriver om misbrug, andre om psykisk sårbarhed eller om at være splittet mellem to kulturer eller identiteter. Ligesom de senere år oplever vi en særlig inderlighed blandt mange af debutanterne, og en række af værkerne tager afsæt i personlige erfaringer eller smertepunkter.

Vi møder både formeksperimenterende og mere traditionelle stemmer, og flere blander tradition og eksperiment i skriften. Debutanterne viser en kæmpe skrivelyst og et ønske om at kaste sig over livets store spørgsmål, samtidig med at de peger i vidt forskellige retninger. Fælles for de mest talentfulde af dem er, at de har en særlig vildskab - både i sprog, stil og stof - og overrasker med genreblandinger og udtryk, der sætter vores liv, relationer og samfund i et større og dybere perspektiv.

De fleste af de mere eksperimenterende stemmer er udkommet på små forlag.

Munch-Christensens debutantpris 2020

Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat blev stiftet i 2005 og uddeles en gang om året til to yngre danske forfattere (under 50 år), der har haft en lovende debut inden for det seneste år. Litteratursiden er partner i prisen, der med to gange 50.000 kroner er Danmarks største debutantpris. Debutantprisen til årets to mest talentfulde debutanter afsløres fredag den 25. september 2020 kl. 16.00. På grund af corona-epidemien bliver afsløringen af prisen digital, her præsenterer vi en film med motivringstaler og taler fra de to vindere.

Juryen, som udpeger årets to vindere, består af litteraturprofessor Anne-Marie Mai, litteraturanmelder Lars Bukdahl, chefredaktør for Litteratursiden Lise Vandborg, bibliotekar Else Zakarias, bibliotekar Joan Høeg og fondsbestyrer Mogens Thyssen.

Juryen har offentliggjort en shortliste, der viser mangfoldigheden hos de mest talentfulde af det seneste års debutanter. Læs om de shortlistede bøger nedenfor. 

>Litteratursidens anmeldelse af Gry Stokkendahl Dalgas: Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej

>Litteratursidens anmeldelse af Duncan Wieses: Tityrus

>Litteratursidens anmeldelse af Sofie Malmborgs: Bargums synder

>Litteratursidens anmeldelse af Runa Marie Luths: Kelly


Oprindeligt skrevet af Lise Vandborg - Chefredaktør Litteratursiden, Litteratursiden.

Materialer