Åbenhjertige erindringer fra en sprællevende journalist og forfatter

Karen Thisted har udgivet sine erindringer nr. to fra et levet liv i et hæsblæsende tempo. Livet er nu til refleksion over temaer som kærligheden, døden og den kommende alderdom.

 
Første bind af Karen Thisteds erindringer hedder ”Så skal der leves”, 2013, og det må man sige, at hun gør sig umage for – og i et heftigt tempo. Bogen ”Hvis jeg døde nu døde jeg lykkelig” refererer til en drøm, hun har en nat, hvor hun har en samtale med sin tipoldefar. I drømmen skal hun dø, men det gør ikke noget, fordi hun kan erkende, at hun vil dø lykkelig. I gamle dage hed det ”mæt af dage”. Hun har levet livet intenst og har dækket massevis af spændende opgaver og har mødt utroligt mange personligheder fra mediernes verden. 
Bogens titel er oprindeligt et citat fra Benny Andersens afdøde kone til Benny Andersen- en lykkelig aften i Grækenland. Og nu er sætningen Karen Thisteds. 
Vi kommer med rundt i hendes liv, til nytår med Bill Cosby, til Grækenland med Johs. Møllehave og Benny Andersen, vi er med i lære som bordelmutter, vi er med hende i huset ved Vejby Strand og ind og ud af ægteskaberne. Indtil vi slutter med kapitlet om hendes nye livsopgave - hendes barnebarn. Et liv for fuld skrue.
Karen Thisted skriver, som hun taler, - lige ud af posen, hurtigt, hudløst ærligt – og morsomt og underholdende. Livet har budt hende mange gode timer i krig og kærlighed. 
Bliv godt underholdt fra denne levende forfatter, der har udgivet mange bestsellere. Den største var vist ”Det skal mærkes, at vi lever” med Joh. Møllehave og Benny Andersen. Også en sætning der vist er blevet hendes.

Anbefalet af Marianne Brockmeyer

 

Materialer