3 poesibøger om det smukke og svære

Poesi kan mange ting og er blandt andet fantastisk til at beskrive det, der er svært. Børnekulturformidler Catharina anbefaler her tre poesibøger om alt det smukke og alt det svære.

Nattevagt af Synne Lea og Stian Hole

I Synne Lea og Stian Holes bog handler de små poetiske fortællinger om at være menneske. Digtene stiller spørgsmål til tilværelsen, og de billeder, ordene fremmaner, lader sammen med illustrationerne fantasien få frit løb.

Til højtlæsning og samtale for børn og voksne fra 9 år.

 

 

Kom af Marianne Iben Hansen og Lilian Brøgger

Denne fine, rimede billedfortælling kommer tæt på alt det dejlige ved venskaber og alt det hårde ved venskaber, der sættes på prøve.

Fra ca. 10 år, men den er også virkelig god til større børn.

V af Cecilie Eken og Malene Reynolds Laugesen

Denne bog er et virkelig fint digt, der med rim og billeder lader læseren træde ind i en fortælling om sorg, tab og håb – og alle de følelser og stemninger, der hører med. Mange, der har oplevet følelsen af tab, fx ved en skilsmisse, vil kunne relatere til Cecilie Ekens V.

Bogen henvender sig primært til børn fra 10 år, men den kan også læses højt for mindre børn.