3 historiske bøger for hele familien

23.05.23
Børnebøger med afsæt i historien findes i mange afskygninger og vi tør godt love, at der er noget for alle aldre, så hele familien kan være med. Børnekulturformidler Ninna anbefaler her tre bøger, der på hver sin måde fortæller om en lille bid af historien.

 

En spændende rejse til forhenværende danske kolonier:

Sebastian Klein drager på skattejagt til de Dansk-Vestindiske Øer og fortæller imens historien om en del af Danmarkshistorien, der indeholder slaveri, handel med sukkerør, sørøvere og vilde dyr. Bogen følger Sebastian, der som jeg-fortæller tager os med på sin på sin ekspedition. Bogen veksler mellem beskrivende tekst, smukke illustrationer, fotos og troværdige gulnede gengivelser af gamle kort.

Sebastian Klein er altid et hit og denne bog er ingen undtagelse. For familier med børn fra 6 år.

 

 

En rejse tilbage i tiden:

Anderledes findebog, der først lader læseren grave sig dybere og dybere ned i historien, inden den står på findeopgaver bagerst i bogen. På vejen besøges blandt andet istiden, romerriget og middelalderen.

Mange timers læsning og underholdning til familier med børn fra 5 år.

 

 

Fortællingen om en dronning:

Skøn lille billedbog, der i ord og illustrationer fortæller historien om Danmarks dronning. Bogen dykker ned i vigtige punkter i dronningens liv, fx hendes barndom under 2. verdenskrig, grundlovens ændring i 1953, og historien om mødet med prins Henrik.

Fint første møde med biografien som genre for familier med børn fra 4 år.

 

Materialer