3 gode lydbogshistorier

Af Ida
15.04.20
Hvis man er tæt på at have opbrugt sin udlånskvote på eReolen, kan man med fordel kigge mod de blå titler. Her kan man låne løs uden restriktioner – en kærkommen mulighed i disse Corona tider. Her kommer 3 bud på gode lydbogshistorier for børn (og deres voksne).

I disse specielle tider er det rart med noget velkendt og velafprøvet, der bare virker. Jeg har her fundet 3 historier, der alle er testede og godkendt af både egne børn og undertegnede – så bliver det ikke meget bedre!

”Skovserne: det lille folk i skoven” er historien om små mærkelige væsener, der bor ude i skoven. De lever af duggen på rødkål, kan kun hviske, og så er de bange for det meste. Den allermindste skovser hedder Huske, og den er frygtelig nysgerrig. En nat tager den på eventyr, og så sker der ting og sager.

Skovserne er en ældre historie skrevet af Carl Frederik Garde i 1976. Den lettere knitrende lyd, og det lidt gammeldags sprog er sjovt og anderledes for børnene at høre. Historierne om Skovserne findes i 6 dele, af hver ca. 1 times varighed. Den kan anbefales til de 5-8 årige.

Prop og Berta har i årtier været synonym med hygge, sjov og gode historier. Den lille tykke mand og så hans ko bor i et lille hus i udkanten af skoven, hvor de oplever mange spændende ting. Men inde i den allermørkeste del af skoven bor heksen, og hun er efter Prop og Berta. Men heldigvis hjælper de små Tyttebøvser Prop og Berta, og alt løser sig til sidst. Den Store Prop og Berta bog falder i to dele og indeholder alle de gode Prop og Berta historier. Hver historie tager ca. 20-30 minutter, og de to lydbøger er hver på over 5 timer – så der er altså maaasser af guf til ørerne, imens man tegner, lægger puslespil eller bare sidder og drømmer sig væk. En sjov detalje er, at bogen er indlæst af forfatteren selv, nemlig Bent Solhof. Den kan anbefales til de 3,5 – 7 årige.

Hvis man er glad for Tove Janssons univers, er eReolen det rigtige sted at gå hen. Her er der masser af gode historier om Mumitrolden og alle hans venner fra Mumidalen at kaste sig over. Man kan med fordel starte med den første historie i rækken, nemlig: ”Mumitrolden: De små trolde og den store oversvømmelse”. Her møder vi Mumitrolden og Mumimor, der leder efter Mumifar. Efter en lang rejsen genforenes de endelig og slår sig ned i Mumidalen – den smukkeste dal de nogensinde har set. Historien er indlæst af – efter min mening – en af Danmarks bedste oplæsere: Vibeke Hastrup. Den bløde og rolige stemme passer som hånd i handske til det underfundige og elskelige univers. Den kan anbefales fra 5 år og op.

Lån bøgerne